Mary meget klar i mælet: Accepterer IKKE utroskab
TAVS I FLERE UGER: Her er kronprins Frederiks svar
De har været på restaurant sammen, vandret rundt i Madrid og han har angiveligt overnattet i hendes lejlighed, ligesom han er blevet spottet på gaden uden sikkerhedsvagter.
Alt i mens kronprinsesse Mary var på arbejde i New York, hyggede kronprins Frederik sig med den mexicanske jetsetter Genoveva Casanova og lige siden har udenlandske medier helt ekstraordinært summet med rygter om, at Danmarks kommende konge måske har haft en affære med mexicanske Genoveva Casanova.
Rygter, Casanova dog prompte afviste.
– Jeg afviser kategorisk påstandene, der insinuerer et romantisk forhold mellem mig og kronprins Frederik, lød det fra den mexicanske skønhed, mens kongehuset og Frederik har valgt ikke at kommentere sagen.
Det ville også være ganske uheldigt af Frederik at indgå i et sådant forhold.
For han kan ikke være i tvivl om, hvad hans kones syn på sidespring i ægteskabet er.
Nemlig noget, Mary under ingen omstændigheder vil acceptere.
I bogen ”Kronprinsesse Mary” fra 2004 kommer hun således ind på emnet – og Mary, som indtil da hed Donaldson, lagde ikke fingre imellem, da hun redegjorde for sit syn på utroskab.
– Jeg ville ikke acceptere utroskab inden for et ægteskab. Et forhold bygger på tillid. Og hvis den tillid bliver misbrugt, så …, slog hun fast.
”Tilliden er hellig”
Kronprins Frederik har konsekvent undgået pressen, efter sin overnatning i Genoveva Casanovas lejlighed i Madrid, hvor han blev fotograferet sammen med skønheden på gader og stræder – og sågar gik rundt uden sikkerhedsfolk.
Men Marys udtalelser fra tiden omkring deres bryllup efterlader ingen i tvivl om, hvad hun mener.
– Det er et meget alvorligt tillidsbrud. Det er svært at få tilliden tilbage, når den er brudt så grundigt.
Tilliden er hellig i et ægteskab. Den er en forpligtelse og en af søjlerne i vores samfund.
Tillid er nødvendigt for at opretholde uafhængighed. For at kunne fungere som et par.
Det er nødvendigt at føle fuldstændig tillid til hinanden. Sådan er det i vores samfund. I andre er det anderledes, fortalte Mary således i bogen.
Tænk på børnene
Ifølge kronprinsessen er der dyb smerte forbundet med utroskab, ligesom hun er helt på det rene med, at der er nogle forhold, hvor sex med andre er accepteret.
Men ikke i hendes ægteskab.
– Helt fra min barndom og den indflydelse, den har haft på mig, er det monogame centralt for mig.
Andre, som lever under helt andre samfundsforhold med andre værdisæt, har det selvfølgelig anderledes.
Jeg ved, at der er folk også i vores samfund, som er lykkeligt gift og har børn, men som har andre forhold, og at det bliver accepteret.
Men det ville jeg ikke kunne. Det gør jo ondt. Og det er ikke bare dig selv, der indgår i et forhold.
Når der kommer børn, er det endnu mindre dig alene, det handler om. Du har også forpligtelser over for dem, lød det dengang fra Mary, som i dag jo har store børn, som selvfølgelig kan følge med i skriverierne om deres fars efterårstur til den spanske hovedstad.
Her går grænsen
I sin bog anerkender Mary, at verdens syn på sex har ændret sig de seneste årtier – og at folk lægger forskellige ting i det.
– Holdningen til sex er blevet meget mere liberal. Det er en del af sagen.
Ofte er det oven i købet sådan, at den, som har et forhold ved siden af, slet ikke synes, det nye forhold har noget at gøre med konen/manden, for det betyder ikke, at de elsker dem mindre.
Men det overskrider en grænse, som jeg ikke mener, skal overskrides, lyder det i utvetydige vendinger.