Medie: Marius Borg Høiby efterforskes for tredje voldtægt
LÆS OGSÅ: Mette-Marits søn Marius sendt bag tremmer: Så længe skal han sidde
Den 27-årige Marius Borg Høiby er i forvejen sigtet for to voldtægter.
Nu kan SE og HØR Norge afsløre, at den norske pseudo-prins er ramt af endnu en voldtægtssag.
Årsagen til, at denne endnu ikke er omfattet af den igangværende efterforskning af Høiby, skyldes, at voldtægten angiveligt skulle være sket i Tønsberg. Sagen hører derfor formelt under Sydøst Politidistrikt.
Alligevel ønsker Tønsberg politidistrikt ikke at kommentere på udviklingen i Marius-skandalen.
- Sagen ligger ikke hos os. Alle henvendelser, som er rettet mod Høiby ligger nu hos Oslo-politiet, siger politiet i Tønsberg.
Marius Borg Høiby blev anholdt kort tid efter klokken 23 mandag aften og sigtet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Det er tredje gang, at ikke-prinsen bliver anholdt siden voldsepisoden mod en ung kvinde den 4. august.
Onsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, hvor det blev afgjort, at den norske ikke-prins skal ruske tremmer i en uge. Samtidig er han er underlagt brev- og besøgsforbud.
Marius er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit, men er ikke en del af den norske tronfølge, da han blev født, før Mette-Marit blev gift med kronprins Haakon. Marius har derfor ingen kongelige titler.
Hverken politiet i Oslo eller Høibys advokat, Øyvind Bratlien, er vendt tilbage på SE og HØRs henvendelser.
Marius Borg Høiby-sagen kort
4. august bliver Marius Borg Høiby anholdt, efter hans daværende kæreste, en 20-årig unavngiven kvinde, anmeldte ham for vold. Episoden skete om natten i en lejlighed i Oslo. Lejligheden var raseret, og politiet fandt desuden en stor kniv i væggen.
14. august tager papprinsen bladet fra munden og indrømmer stofmisbrug og psykiske lidelser.
- Forrige weekend skete der noget, som aldrig burde være sket. Jeg udøvede kropskrænkelser og ødelagde genstande i en lejlighed i en alkohol- og kokainrus efter et skænderi.
I dagene efter kommer flere anklager frem, da Marius' to ekskærester Nora Haukland og Juliane Snekkestad på sociale medier anklager papprinsen for psykisk og fysisk vold. Politiet går ind i sagen og efterforsker anklagerne.
23. august udvider politiet sigtelsen til også at gælde trusler mod den 20-årige ekskæreste. Efter voldsepisoden den 4. august ringede Marius angiveligt til den 20-årige kvinde og fremsatte trusler. Derudover politiet for tyveri af en knallert samt i to sager om mishandling af to andre ekskærester.
26. august udtaler Marius Borg Høibys papfar kronprins Haakon:
- Det er en alvorlig sag, og vi er optaget af, at alle involverede får god hjælp og støtte - at de har gode folk omkring sig.
3. september får den 20-årige forurettede kvinde et tilhold mod Marius, og han må hverken kontakte eller opsøge hende.
11. september kommer det frem, at politiet allerede sidste år havde fat i Marius for at have en såkaldt forebyggende samtale med ham, da han færdedes i et bekymrende miljø.
14. september kommer det frem, at Marius blev anholdt dagen før, og politiet udvider endnu engang sigtelsen, efter Marius har overtrådt tilholdet. Han sigtes desuden for hensynsløs adfærd.
Ifølge Marius' advokat nægter han sig skyldig i de nye anklager, som i advokatens optik bygger på et tyndt juridisk grundlag.
Politiet fortæller, at sagen mod ham nu omhandler fire ofre: Den forurettede 20-årige kvinde fra episoden i august, de to ekskærester Juliane Snekkestad og Nora Haukland, hvor han er sigtet for mishandling af nære relationer samt drabstrusler mod en unavngiven mand.
16. oktober kommer det frem, at Marius erkender vold med den 20-årige ekskæreste i Oslo-lejligheden. Til gengæld nægter han sig skyldig i anklagerne fra Juliane Snekkestad og Nora Haukland.
30. oktober tager sagen en vild drejning, da kronprinsesse Mette-Marit bliver inddraget. Det norske medie VG fortæller, at Marius' mor blev advaret forud for anholdelsen og derfor angiveligt nåede at gøre rent i Marius' lejlighed og bl.a. fjerne sim-kortet fra sønnens telefon.
7. november vakte kronprins Haakon opsigt, da han meldte afbud til den officielle frokost for statsforvalterne torsdag af "personlige årsager". Dagen efter kom det frem, at han var fløjet med Marius til London for at lade ham indlægge på en afvænningsklinik.
13. november står Nora Haukland frem og fortæller, at hun tidligere har advaret kronprinsparret i forsøget på at få dem til at skride ind over for Marius' misbrug og adfærd. Men forgæves.
19. november kommer det frem, at Marius er blevet anholdt og sigtet for voldtægt. Sigtelsen lyder på seksuel omgang uden samleje med en person, der er bevidstløs eller ude af stand til at modsætte sig handlingen.