
Meghan Markle scorer vild kontrakt: Tilbage til Hollywood
LÆS OGSÅ: Meghan Markle svarer igen på kroningsrygter: - Falskt og latterligt!
Meghan Markle har allerede tjent kassen takket være den enorme millionkontrakt, som hun sikrede sig sammen med manden, prins Harry.
I samarbejde med Netflix fik Sussex-parret således åbnet dørene til deres privatliv og fortalt deres side af sagen i forbindelse med parrets chokerende valg om at forlade det engelske kongehus.
Netflix-serien "Harry & Meghan" viste sig at være en massiv seersucces, men Sussex-hertuginden har bestemt ikke tænkt sig at stoppe der.
Torsdag kom det nemlig frem, at den 41-årige Markle har skrevet kontrakt med det enorme talentagency WME.

WME skal varetage de opgaver og aftaler, som Sussex-parrets produktionsselskab Archewell sikrer sig inden for både "film og tv-produktioner og kommercielle samarbejder".
- Vi er beæret over at kunne meddele, at WME nu repræsenterer Meghan, hertuginde af Sussex, skriver talentvirksomheden på Twitter.
Og selvom nogle Markle-fans måske håber på, at det betyder et skuespillercomeback for den forhenværende "Suits"-stjerne, så er det altså ikke tilfældet.
Ifølge Variety vil skuespil nemlig ikke være et fokusområde i det nye samarbejde.

Nyheden om Markles nye samarbejde kommer kun en lille uge inden den store kroning af britiske kong Charles.
Her forventes det, at den 38-årige prins Harry vil dukke op for at se sin far blive kronet, mens det for længe siden blev besluttet, at Markle ville blive hjemme i Californien for at fejre sønnen Archies fire års fødselsdag.
Parret er også forældre til den lille Lilibet på et år, som er opkaldt efter den afdøde dronning Elizabeth II.
