Meghans Instagram-profil eksploderer - og hun kan tjene KASSEN
Det er ikke engang en måned siden, det kom frem, at Meghan Markle havde oprettet en hemmelig profil på Instagram.
Siden da er hertugindens følgertal eksploderet, og det har netop rundet 100.000 af slagsen.
Nu vurderer en ekspert, hvor mange penge prins Harrys bedre halvdel kommer til at tjene, når hun engang begynder at dele opslag på det sociale medie.
Og det er bestemt ikke småpenge, der er tale om.
Det skriver Daily Mail.
Ifølge det britiske medie vurderer Eric Schiffer, der er ekspert i sociale medier og rådgiver for diverse realitykendisser, at Meghan Markle kommer til at tjene en million dollars per opslag, hvilket svarer til omtrent 6,9 millioner danske kroner.
Ifølge Eric Schiffer skyldes det høje beløb, at han forventer, at hertugindens følgerskare vil eksplodere endnu mere, når hun først begynder at være aktiv på det sociale medie.
- Jeg vil regne med, at hun lynhurtigt bliver en af de mest fulgte profiler på Instagram, siger eksperten og fortsætter:
- Berømtheder som Kardashian-familien forlanger en million dollars og derover for at promovere et produkt, og jeg kan ikke se nogen årsager til, at Meghan ikke kan tjene det samme.
Eric Schiffer påpeger dog, at hertuginden ikke bare kan vælge at dele hvad som helst på sin profil.
- Hun skal passe på og ikke bare reklamere for ethvert produkt. Hun skal samarbejde med kvalitetsmærker og virksomheder, der stemmer overens med hendes egne politiske og sociale standpunkter, lyder rådet.
Meghan Markle har ikke været på sociale medier, siden hun og prins Harry forlod det britiske kongehus i 2020.
Hun har hverken be- eller afkræftet at have oprettet en hemmelig profil, men ikke desto mindre er mange medier altså overbevist om, at det er hende, der står bag profilen "Meghan", der dukkede op i begyndelsen af august.
Profilen består udelukkende af et profilbillede af nogle lyserøde blomster og kan ses lige her.