Kongelige6. november 2024

Melder ud: Kronprinsesse Mette-Marit rask igen

Den norske kronprinsesse blev sygemeldt for to uger siden på grund af bivirkninger fra ny medicin. Nu er hun frisk igen
Mette-Marit er blevet raskmeldt
Mette-Marit er blevet raskmeldt.
 Foto: Jesper Sunesen

LÆS OGSÅ: Kongehuset melder ud: Mette-Marit forlænger sygemelding

Den norske kronprinsesse, Mette-Marit, er blevet raskmeldt efter en sygemelding på to uger.

Det skriver den norske avis Aftenposten, der har fået det bekræftet af det norske kongehus.

Mette-Marit trækker derfor i arbejdstøjet igen og vil deltage i aftenens arrangement på Skaugum, som hun afholder sammen med sin mand, kronprins Haakon.

Kronprinsessen blev for første gang sygemeldt tilbage i oktober. Det skete på grund af bivirkninger fra en ny medicin i forbindelse med hendes kroniske sygdom lungefibrose.

I første omgang lød det, at hun skulle være sygemeldt i en uge. Men I sidste uge blev hun nødt til at forlænge sygemeldingen, da hun endnu ikke var frisk.

Har været åben om sygdom

Mette-Marit har flere gange talt åbent om sin lungesygdom, lungefibrose.

Det er ifølge Netdoktor.dk en sjælden kronisk lungesygdom, hvor lungerne bliver stive og dårlige til at ilte blodet.

At den norske kronprinsesse har måttet lade sig sygemelde på grund af medicinen, kom dog ikke som en stor overraskelse.

Da hoffet meddelte, at hun skulle i gang med en ny behandling, lød det nemlig, at der var risiko for, at hun kunne få bivirkninger.

Det vides ikke, hvilke bivirkninger kronprinsessen har haft.

Sponsoreret indhold