Nu er den her endelig: Hertuginde Meghans første podcast er med Serena Williams
Tilbage i slutningen af 2020 annoncerede Spotify, at der var blevet indgået en aftale på intet mindre end 157 mio. kr. med prins Harry og hertuginde Meghan.
Siden da er det dog ikke meget valuta, streamingtjenesten har fået for pengene, men det bliver der muligvis lavet om på nu.
I dag er det første afsnit af den 41-årige hertuginde Meghans podcast "Archetypes" udkommet, og det er ingen ringere end tennisstjernen Serena Williams, 40, der gør hende selskab i debutafsnittet.
Podcastens tema er fremstilling af kvinder i medierne, og her taler den tidligere skuespiller med tennisstjernen om, hvordan ordet "ambitiøs" i mediebilledet knyttes til kvinder.
– Jeg kan ikke engang huske at have haft negative konnotationer i forbindelse med ordet ambition, indtil jeg begyndte at date min nu ægtemand, fortæller hun i afsnittet.
I sin podcastserie taler hertuginde Meghan med historikere, eksperter og kvinder, som har følt sig stereotypt fremstillet.
– Dette er "Archetypes" – podcasten hvor vi dissekerer, udforsker og undergraver de mærkater, som forsøger at holde kvinder tilbage, fortæller hun om sin podcast-trailer.