Nu udtaler Margrethe sig
Siden dronning Margrethe tidligere i dag chokerede det halve kongerige, da hun offentliggjorde beslutningen om at fratage Nikolai, Felix, Henrik og Athena deres prinse- og prinsessetitler, har samtlige medier jagtet en kommentar fra regenten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Allerede her til aften mødte hun pressen, da hun deltog i forskningens aften på Nationalmuseet, og snakken faldt naturligvis på det, der lige nu optager de fleste danskere.
Nemlig den skæbnesvangre beslutning, der har kastet kongehuset ud i en historisk krise.
- Det er overvejelser, som jeg har gået med ganske længe, og jeg tror, det er godt for dem, sagde dronningen i følge BT om dagens beslutning og gjorde det klart, at hun har truffet den for børnebørnenes skyld.
Hun hævdede desuden over for avisen, at hun endnu ikke har set sin familes udtalelse om den brutale beslutning.
- Jamen, det må man jo se, hvordan man… jeg har ikke selv set det, må jeg sige, lød det fra dronningen i følge TV 2.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Grevinde Alexandras udtalelse er fuldstændig uden omsvøb og har givet genlyd i hele medielandskabet.
- Vi er alle uforstående over for beslutningen. Vi er kede af det og i chok. Det her kommer som et lyn fra en klar himmel. Børnene føler sig udstødt. De kan ikke forstå, hvorfor deres identitet tages fra dem, udtaler Alexandra gennem sin presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen på vegne af ikke kun sig selv og sine sønner, men også for prins Joachim, prinsesse Marie og deres to børn prins Henrik og prinsesse Athena.
TV 2 har talt med Helle von Wildenrath Løvgreen, som ikke køber præmissen om, at Margrethe har taget beslutningen for sine børnebørns skyld.
- Det ved jeg i hvert fald fra grevindens to sønner, at det er ikke sådan, de ser det. De er født sådan her, de har været på "arbejde" med deres forældre fra de var helt små og hele deres opvækst. De bærer den her titel med stor stolthed, siger hun.