Nyt fra kongehuset: Sådan er prins Joachims tilstand

Kongehuset giver nu en opdatering på, hvordan 51-årige prins Joachim har det, efter han sent fredag aften blev hastet på Universitetshospitalet i Toulouse i Frankrig, hvor han blev opereret for en blodprop i hjernen.
Prins Joachims tilstand er fortsat stabil, og han har det efter omstændighederne godt.
Det oplyser kongehuset til Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
- Prins Joachims situation er fortsat stabil. Prinsen kom heldigvis i professionel behandling i tide og har det efter omstændighederne godt.
Faderen til fire er stadig indlagt, og prinsesse Marie er ved hans side, er det tidligere blevet oplyst.
- Hvor længe prinsen skal være indlagt, er det for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Lene Balleby, kongehusets kommunikationschef, i en skriftlig kommentar.
Artiklen fortsætter under billedet.

SE og HØR mødte prins Joachim og prinsesse Marie i det sydfranske i sidste uge, hvor den 51-årige prins blandt andet fortalte, at en ferie var hårdt tiltrængt. Foto: Dan Mariegaard
Tidligere på dagens fortalte en kilde til SE og HØR, at den nyopererede prins var i bedring.
Kilden, som har kendskab til prinsens tilstand, fortalte desuden, at prinsen kan bevæge både arme og ben, og han kan tale.