Prins Charles og hertuginde Camilla har fået deres første corona-vaccine
Prins Charles, 72, og hans hustru hertuginde Camilla, 73, har fået deres første dose af corona-vaccinen. Det skriver The Sun.
Ifølge den britiske avis har hertuginden modtaget sit første stik af en læge i sit hjem i Wiltshire, mens prins Charles befinder sig i London. Det er ikke kommet frem, hvilken vaccine de har fået.
- Prinsen af Wales og hertuginden af Cornwall har modtaget deres første COVID-19-vaccinationer, bekræfter en talsmand over for avisen.
Artiklen fortsætter under billedet
I Storbritannien er de i fuld gang med at vaccinere befolkningen, og nu er turen kommet til prins Charles og hertuginde Camilla. Foto: MEGA
Parret har tidligere været ude at sige, at de ønskede at få vaccinen, men at de ville vente, til det blev deres tur.
Tilbage i marts testede prins Charles positiv for corona-virus. Han var igennem et meget mildt sygdomsforløb.
For en måned siden blev prins Charles' forældre, 94-årige dronning Elizabeth og 99-årige prins Philip, vaccinerede mod den yderst smitsomme virus.