Prins Christians særlige dag: Derfor er han ikke i skole i dag
Når prins Christian tirsdag forlader statsrådssalen på Christiansborg, så har han sat punktum i fejringen af sin 18-års fødselsdag.
På selve dagen, den 15. oktober, blev han fejret ved en gallamiddag på Christiansborg Slot, og tirsdag klokken 09:30 er han i centrum, når han afgiver en højtidelig erklæring om at ville overholde grundloven.
Herefter kan han indsættes som rigsforstander i tilfælde af, at både dronningen og kronprins Frederik er forhindret, oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Sandsynligvis vil der gå et stykke tid, før det sker første gang, siger Lars Hovbakke Sørensen, der er kongehusekspert og lektor ved Professionshøjskolen Absalon.
- Men omvendt vil det nok heller ikke vare mange år, før man finder en anledning. Alene af den grund, at kongehuset vil synes, at det er en god idé, at prins Christian prøver det. Det er jo en del af oplæringen i at blive kronprins og senere konge.
- Samtidig vil det vise, at det at være rigsforstander ikke er en tom gestus, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Til prins Christians fordel taler også, at han viser interesse for opgaven som tronarving, og han ser ud til at trives i rollen.
Ikke mindst er han blevet rost for den tale, han holdt ved gallamiddagen.
Men også hans deltagelse i andre begivenheder er blevet bemærket, siger Lars Hovbakke Sørensen. Blandt andet da han i 2021 sammen med dronningen og kronprins Frederik var med til at fejre 100-året for Genforeningen i Sønderjylland.
- Endnu har vi ikke set ham ved så mange officielle begivenheder. Men når det er sket, har han virket engageret og interesseret, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Prins Christian er den fjerde i rækken af rigsforstandere. I forvejen er prins Joachim, prinsesse Benedikte og kronprinsesse Mary rigsforstandere, mens kronprins Frederik har titel af regent, når han indtræder i statsrådet.
Ved statsrådet tirsdag vil dronningen og kronprins Frederik overvære, at prins Christian afgiver erklæringen.
Antageligt er det første gang i grundlovens historie, at tre generationer i arvefølgen er til stede i statsrådet på samme tid, oplyser kongehuset