Prins Harry deltager i kong Charles kroning: – Meghan bliver hjemme
Spekulationerne har længe stået på, men nu melder Buckingham Palace endeligt ud.
Det er kun prins Harry, der kommer til at deltage i kroningen af kong Charles den 6. maj.
Sådan lyder det fra Buckingham Palace ifølge BBC.
I marts blev det afsløret, at både hertuginden og hertugen var inviteret, men det er kun den ene, der vil overvære kroningen.
Meghan bliver nemlig hjemme med børnene i Californien.
Hertugen af Sussex deltager sammen med 2000 gæster ved Westminster Abbey.
Det er første gang, prins Harry vil blive set med den britiske kongelige familie, siden hans bog "Reserven" blev udgivet.
I bogen beskriver Harry de svære relationer i familien og hvordan han har følt sig anderledes.
Imens kommer Meghan højst sandsynligt til at fejre parrets ældste søn Archies fødselsdag, der er samme dag som kroningen.