Prins Harry kom for sent: Afslører sidste ord til dronning Elizabeth
Da dronning Elizabeth i begyndelsen af september trak vejret for sidste gang, var det uden barnebarnet prins Harry ved sin side.
Prinsen sad således stadig i flyet på vej til Skotland, da monarken gik bort på slottet i Balmoral. Hun blev 96 år gammel.
Ved ankomsten havde prins Harry dog alligevel et par ord til sin farmor, fortæller han angiveligt i sin kommende biografi “Spare” (Reserven, red.), som lander i de danske boghandlere på tirsdag den 10. januar.
Det skriver amerikanske Page Six.
Prins Harry skulle angiveligt have hvisket, at han “håbede, hun ville blive glad”, og at dronningen ville være sammen med farfaren prins Philip, som således gik bort i april forrige år – to måneder før sin 100-års fødselsdag.
Derfor kom Harry for sent
Royal ekspert Camilla Tominey løftede i efteråret sløret for kæden af begivenheder, der medførte, at prins Harry først nåede frem til slottet næsten halvanden time efter hendes død.
Det gjorde hun i en artikel i The Telegraph.
Her lød det, at prins William, prins Andrew, Prins Edward og hans hustru Sophie alle blev hastet med et Royal Air Force-fly til Skotland, da Buckingham Palace udsendte en pressemeddelelse om dronningens helbred.
Prins Harry var ikke med ombord på flyet og måtte i stedet finde et privatfly, og ifølge den royale ekspert var prins Harry ikke blevet kontaktet da prins William og de andre steg ombord på Royal Air Force-flyet.
Kokain, slåskamp og drab
Det er ikke kun historien om sit sidste farvel med farmor dronning Elizabeth, som prins Harry kommer ind på i sin kommende bog.
Fans af hertugparret kan således se frem til historier om, hvordan prins Harry tog kokain som 17-årig, og hvordan han og broren prins William på et tidspunkt kom så meget op at toppes, at Harry blev slået i gulvet.
Derudover fortæller prins Harry også om, hvordan han dræbte intet mindre end 25 afghanere, dengang han i 2012 var helikopterpilot i Afghanistan.
– Drabene giver mig hverken en følelse af tilfredshed eller skam, fortæller han ifølge The Telegraph i sin nye bog.
Prins Harrys selvbiografi "Reserven" er på gaden den 10. januar.