Prins Harry udstødt: Er knap nok inviteret
De kendte fejrer kong Charles
Når kong Charles lørdag officielt bliver kronet, så er det med begge hans sønner, William og Harry, på bænkene i Westminster Abbey.
Men for sidstnævnte bliver det dog ikke den helt store festdag. Prins Harry er nemlig blevet udstødt af det britiske kongehus, og han er ikke inviteret til noget af det officielle, der skal i løbet af dagen.
Ifølge Daily Mail er prins Harry ikke inviteret til at være med på de officielle billeder, familiefrokosten på Buckingham Palace, den efterfølgende parade tilbage fra kroningen i Westminster Abbey eller den traditionelle tur på balkonen på Buckingham Palace, hvor den royale familie vinker til de mange fremmødte briter.
Her er tidsplanen
Kong Charles bliver lørdag formelt kronet som konge af Storbritannien ved en symbolsk ceremoni i Westminster Abbey med gæster fra hele verden.
Dagen bliver også markeret med karetture gennem den britiske hovedstad, London, hvor dem, der har lyst, kan få et kig på regentparret.
Her er tidsplanen:
* Klokken 10.00 (dansk tid): Gæsterne begynder at ankomme til Westminster Abbey i den britiske hovedstad, London, hvor kroningsceremonien skal foregå.
* Klokken 11.20: Kong Charles og dronning Camilla kører i karet med kortege fra Buckingham Palace gennem Londons gader mod Westminster Abbey.
* Klokken 12.00: Kroningen indledes i Westminster Abbey.
* Klokken 14.00: Kroningsceremonien er slut, og kongen og dronningen kører tilbage mod Buckingham Palace i karet med kortege.
* Klokken 14.30: Kong Charles og dronning Camilla ankommer til Buckingham Palace.
* Klokken 15.30: Kongeparret vinker fra balkonen på Buckingham Palace.
* Klokken 15.45: Lørdagens officielle fejring er slut.
Kilder: BBC, Reuters, den britiske kongefamilies hjemmeside, den britiske regerings hjemmeside, TV 2 og kongehusets kalender
Ved kroningen i Westminster Abbey kommer prins Harry heller ikke til at sidde sammen med dem, han plejer.
Hvor hans bror, William, kommer til at sidde helt forrest, så er han henvist til bænkene hele ti rækker bagved.
Alt det har også fået mange til at mene, at det næsten er meningsløst, at Harry overhovedet er med.
Ikke desto mindre er han mødt op, og han ankom til London på noget utraditionel vis for en kongelig.
I starten af april meddelte han, at han alene ville tage til sit fødeland for at deltage i kroningen.
Hertuginde Meghan og parrets to børn, Archie og Lilibet, bliver hjemme i Californien.
Dronning Margrethe har meldt afbud, da hun stadig er under genoptræning efter den omfattende operation i ryggen tidligere i år.
Du kan følge den historiske kroning på SE og HØR, der følger dagens begivenheder tæt.