Kongelige14. februar 2018

Prins Henrik nåede hjem – døde omgivet af sine elskede

Prins Henrik nåede akkurat hjem til Fredensborg Slot, inden at han sent tirsdag aften stille sov ind. Den 83-årige prins havde sin hustru Margrethe og sønnerne Frederik og Joachim ved sin side, da han udåndede
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/henrik_front_0.jpg
 Foto: All Over og Nicklas Lagerstorf

Prins Henrik nåede lige akkurat hjem – og døde i de omgivelser, han elskede så utroligt højt.

Den 83-årige prins sov således stille ind tirsdag aften på det smukke og gamle Fredensborg Slot, der ligger i stille og smukke omgivelser ved Esrum Sø i Nordsjælland.

Prins Henrik havde sine allernærmeste - 77-årige dronning Margrethe, og sine to sønner, 49-årige Frederik og 48-årige prins Joachim ved sin side - da han sov ind på slottet tirsdag aften.

Fredensborg Slot, der blev bygget som jagtslot for Frederik 4. i 1800-tallet, ligger i et naturskønt område, og det er her, at prins Henrik tilbragte meget af sin tid, efter at det sidste år kom frem, at han havde begyndende demens.

https://imgix.seoghoer.dk/margrethe_og_henrik.jpg

Prins Henrik havde sin elskede hustru ved sin side, da han sov stille ind tirsdag aften. Foto: All Over

I august sidste år - efter endnu et sygehusophold som følge af smerter i sit ben - valgte prins Henrik at komme til hægterne på Fredensborg Slot, der ligger ved Esrum Sø i Nordsjælland.

Med andre ord følte den 83-årige prins sig hjemme både på og omkring slottet. Det fortalte kongehusets kommunikationschef også til BILLED-BLADET tirsdag eftermiddag:

- Prinsen er for et øjeblik siden kommet hjem til Fredensborg Slot. Her kan prinsen være omgivet af familien og opholde sig i rammer, der betyder noget for ham, sagde Lene Balleby tirsdag eftermiddag til BILLED-BLADET.

https://imgix.seoghoer.dk/fredensborg1.jpg

Tågen hang tykt over Fredensborg Slot tidligt onsdag morgen. Foto: Nicklas Lagerstorf

Det var også i køkkenet på Fredensborg Slot, at prins Henrik for tre år siden inviterede danskerne indenfor i DR-programmet "Hofretterne".

Her fik seerne et unikt indblik i prinsgemalens store gastronomiske interesse og kendskab, da han sammen med kongehusets daværende kok Jesper Vollmer tilberedte aftenens menu for rullende kameraer.

Desuden har Fredensborg Slot ofte dannet rammen om både glædelige og sørgelige begivenheder. Der er blandt andet blevet afholdt både bryllupsfester, sølvbryllupsfester og fødselsdagsfester på slottet, ligesom at det også var på Fredensborg Slot, at dronning Ingrid tilbragte sin sidste tid.

https://imgix.seoghoer.dk/fredensborg_0.jpg
 (Foto: All Over)

Fredensborg Slot blev bygget i 1800-tallet og har ofte dannet rammen om både glædelige og sørgelige begivenheder. Foto: All Over

Med dødsfaldet har kongehuset og Danmark mistet en af de mest festlige og farverige figurer.

Prins Henrik blev kendt som prinsgemalen, der havde mere end let til latter og smil – og han var den person i kongehuset, der altid var frisk på en kæk bemærkning eller sjov og ballade.

Han blev født den 11. juni 1934 i sin mormors hus i Talence – en forstad til Bordeaux - som den næstældste i en børneflok på ni, og han tilbragte de første fem år af sit liv i det daværende Fransk Indokina, nærmere bestemt i Hanoi.

I 1939 vendte familien hjem til Frankrig, og familien slog sig ned på herregården Le Cayron i nærheden af Cahors – et område der sidenhen kom til at stå prins Henrik meget nær.

Men en ung Henrik længstes efter sin barndom i Hanoi, og som 16-årig vendte han tilbage til landet, hvor han fik studentereksamen fra det franske gymnasium i byen.

Herfra, i 1952, gik turen til Paris, hvor han studerede jura og statskundskab ved Sorbonne i Paris, og knap 10 år senere flyttede han til London for at arbejde som sekretær på Frankrigs ambassade. Det var i London, at Henrik første gang mødte sin kommende hustru, dronning Margrethe.

Der skulle dog gå et år, før at kærligheden begyndte at spire mellem franskmanden og den danske prinsesse. De havde flere romantiske stævnemøder i London.

- Han havde humor, og han var sød, og han var dejlig, og han så ganske pragtfuld ud, har dronningen fortalt om sit første indtryk af sin kommende mand.

Parret blev gift ved et overdådigt bryllup i København den 10. juni 1967 og nåede altså at fejre guldbryllup, før at prins Henrik stille sov ind, 83 år gammel.

Prins Henrik - hans liv

Sponsoreret indhold