Prins Henriks hemmelighed: Spionerede prinsen for Frankrig?

LÆS OGSÅ: Dronning Margrethe afslører buste af prins Henrik

Holdt prins Henrik på en horribel hemmelighed?

Kendte han til anvendelsen af systematisk tortur i den brutale og mangeårige borgerkrig mellem Frankrig og Algeriet?

Havde greven af Monpezat en fortid, der ikke tålte dagens lys, hvis han skulle have en chance for at blive godkendt som Danmarks kommende dronnings mand?

Hvorfor eksisterer der ingen billeder af prins Henrik fra hans tid i militæret?

Spørgsmålene står i kø, efter det er lykkedes podcastvært og chefredaktør på mediet Frihedsbrevet Mads Brügger at få fat i nogle hidtil ukendte kassettebåndsoptagelser fra 1996.

På lydoptagelserne fortæller prins Henrik, som døde for snart syv år siden, på sit franske modersmål, at han i 1959 blev udsendt som soldat til Afrikas største land Algeriet, der – støttet af kineserne – forsøgte at løsrive sig fra kolonimagten Frankrig.

– Jeg deltog i de såkaldte pacifiseringsaktioner, Jeg kan godt huske det. Især det, der virkelig giver én kvalme. Når man ankommer til en lille landsby i Aurés-bjergene og du ser hele landsbyen, der består af fem-seks huse. Alle familierne har fået skåret halsen over.

– Der ligger 25 lig foran dig. Også børn. Bare fordi de var på franskmændenes side, fortæller han den franske journalist Philippe Plasse, som har givet optagelserne videre til Mads Brügger og dermed podcasten ”Prins Henriks Krig”.

– En anden gang ankommer vi til en gård langt ude på landet. En gård som franske bosættere har haft i tre eller fire generationer. Så ser du det igen; du går ind i et nedbrændt hus og ser en mor med to små børn, som ligger og har fået skåret halsen over.

– Og faren som er blevet mishandlet og ligger ved siden af med sine afskårne kønsorganer i munden, lyder det i gruopvækkende vendinger.

Tre mio. franske værnepligtige – blandt dem den senere prins Henrik – deltog i borgerkrigen mellem Frankrig og Algeriet, som varede i otte år – fra 1954 til 1962.

Krigen var ekstrem voldelig og blodig.

Mere end en million algiere og 30.000 franske soldater døde. 250.000 blev såret.

Prins Henrik var i det nordafrikanske land i tre år – fra efteråret 1959. Han håbede til krigens afslutning, at Algeriet ville forblive fransk – hvad det ikke gjorde.

Elskede efterretningstjenesten

Den unge grev Henri de Monpezat havde et ønske om at blive officer, da han blev indkaldt som værnepligtig, men han blev syg og indlagt på hospitalet.

Efter at være blevet rask, blev han overført til den militære efterretningstjeneste, som kunne gøre brug af hans sproglige kundskaber indenfor kinesisk og vietnamesisk.

– I stedet for at bo på en kaserne, får jeg mit eget hjem i Paris. Mit arbejde var administrativt og jeg fandt det uhyre interessant at stille mine færdigheder til rådighed for efterretningsarbejdet.

– Da der var gået et halvt år med at beskæftige mig med spionage, blev jeg sendt til Algeriet, siger prins Henrik på optagelserne, som den franskkyndige TV2-journalist Frederikke Ingemann oversætter i podcasten ”Prins Henriks Krig”.

Frederikke Ingemann får i podcasten kontakt til en fransk ekspert i efterretningstjenester.

Han er journalist og har skrevet bøger om emnet.

Præsenteret for prins Henriks anonymiserede generalieblad – han kender altså ikke prins Henriks navn – vurderer han, at personen, der beskrives, deltog i såkaldte ”commando raids” i mindre enheder på seks-syv mand.

Formål var at skræmme og gøre livet ulideligt for dem, der gjorde oprør.

Eksperten mener, at prins Henrik havde et indirekte forhold til tortur – forstået på den måde, at unge Henri udmærket vidste, at der foregik tortur, fordi han modtog rapporter herom.

Pistol under puden

Noget tyder på, at prins Henrik ikke helt kunne slippe perioden som bevæbnet, selv da han blev kongelig.

Hans mangeårige ven, racerkøreren Sven Engstrøm, 85, har i SE og HØR beskrevet en episode i Caribien, hvor prinsen om natten blev ringet op på sit hotelværelse og truet.

Prins Henrik fik dog beroliget manden og forbindelsen blev afbrudt.

Da Henriks venner den næste dag spurgte ham, om han ikke var bange, svarede han – helt alvorligt:

– Jo, men jeg havde jo min pistol under puden.