Prins Joachim bryder tavsheden: Fik kun fem dages varsel
Prins Joachim har netop reageret på gårdagens udmelding om, at hans børn har mistet deres titler som prinser og prinsesser.
Det sker i et interview med B.T.
– Jeg fik fem dages varsel på det her. Til at fortælle mine børn, at til nytår der bliver deres identitet taget fra dem. Jeg er meget, meget ked af det over at se dem kede og uforstående over for det, der sker over hovedet på dem, fortæller han til mediet.
Onsdag lød det ellers fra Kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, at prins Joachim allerede den 5. maj fik at vide, at hans efterkommere ville miste deres titler.
Det drejer sig om børnene Nikolai på 23 år og Felix på 20 år, som prins Joachim har med grevinde Alexandra, samt Henrik på 13 år og Athena på 10 år, som prins Joachim har med prinsesse Marie.
Men over for B.T. fortæller prins Joachim nu, at han blot fik forelagt en plan om, at hans børn skulle fratages titlerne, når de fylder 25 år.
En plan, som han nu hævder, Kongehuset har fremrykket, hvorfor han kun havde fået fem dage til at fortælle børnene det.
Prins Joachim fortæller desuden, at han havde bedt om betænkningstid i forhold til en tilbagemelding, ligesom han siger, at han ikke ved, hvorfor det er blevet fremrykket.
Slutteligt understreger han, at hans børn er meget kede af det, og at familien er påvirket af situationen.