Prinsesse Dianas død: Historien om de "fire manglende minutter"

På et af de sidste billeder af folkets Prinsesse kan man kun ane hendes lyse lokker.

Hun sidder med ryggen til kameraet i en sort Mercedes S280 og spejder ud ad bilens bagrude.

På forsædet ser man tydeligt en anden person. Han kigger direkte ind i kameraet med venstre hånd løftet.

Det ligner nærmest, at han med den løftede hånd forsøger at skærme og beskytte sig selv – og ikke mindst prinsessen på bagsædet.

Trevor Rees-Jones havde svoret at beskytte prinsesse Diana med liv og legeme. Men den augustaften i 1997 kunne han ikke redde hende.

Da deres sorte Mercedes bragede ind i den 13. søjle i Pont d’Alma-tunnelen i Paris klokken 00:23, var det hele forbi.

Katastrofale skader

Chaufføren Henri Paul døde straks. Det samme gjorde Dodi al-Fayed.

Prinsesse Diana overlevede ulykken – men ikke længe. Tre timer efter ulykken – klokken fire om morgenen – gav lægerne på Pitie Salpetriere-hospitalet op efter en brav kamp – den 36-årige prinsesse Diana var død.

Den eneste, der var i live, var Trevor Rees-Jones. Selv om han på ingen måder var kendt før ulykken, blev han med ét både kendt – og en vigtig brik i puslespillet.

Han var trods alt den eneste, der overlevede ulykken i den parisiske tunnel.

Det var i sig selv et mirakel.

Trevor Rees-Jones’ skader var katastrofale. Han pådrog sig alvorlige kvæstelser i både hjernen og brystkassen. Han tilbragte ti dage i koma, og hver eneste knogle i hans ansigt var brækket.

Lægerne måtte møjsommeligt og forsigtigt genopbygge hele hans ansigt ved hjælp af skruer og titaniums-plader. De fjernede sågar et stykke af hans bagkranie for at bruge knoglestykket til at bygge forsiden af hans ansigt op.

Som hjælp til den komplicerede operation brugte kirurgerne gamle fotografier af Trevor Rees-Jones.

I et interview i 2000 udtalte kirurg Luc Chikhani, at han aldrig i sin karriere havde oplevet en patient overleve så alvorlige traumer.

– Ansigtet var fuldstændig knust med mange frakturer. Ansigtet var helt fladt. Vi måtte genopbygge det fuldstændigt. Øjnene var slået væk fra hinanden, næsen var knust, og kæben var brækket.

Trevor Rees-Jones’ egen mor sagde på samme tid:

– Det lignede, at hans ansigt var blevet banket med en flad stegepande som i Tom og Jerry-tegnefilmene – helt slået tilbage og fladt.

Faldskærmsudspringer

Før den skæbnesvangre ulykke havde Trevor Rees-Jones gjort karriere som faldskærmsudspringer i hæren.

I 1995 – to år før ulykken – blev han hyret af milliardæren Mohammed Al-Fayed som privatvagt. Derfor var det blandt andre Trevor Rees-Jones, der havde til opgave at passe på Mohammed Al-Fayeds søn, Dodi. Det var på mange måder en næsten umulig opgave for den ellers erfarne og dygtige livvagt.

I sommeren 1997 begyndte hårdnakkede rygter nemlig at svirre. Den egyptiske milliardær-søn havde indledt et forhold til verdens mest kendte kvinde, prinsesse Diana.

Historien var på mange måder spektakulær. Diana havde netop gennemlevet en opslidende skilsmisse fra prins Charles – mens en nysgerrig verdenspresse havde fulgt med fra allernærmeste hold. Nu ville pressen vide, hvem hun havde kastet sin kærlighed over – og derfor var den 36-årige prinsesse jagtet konstant.

Trevor Rees-Jones’ opgave var derfor netop at holde den nysgerrige presse på afstand. Og den skæbnesvangre aften i august foregik det arbejde i Paris’ gader.

Den sidste aften

Diana og Dodi håbede at kunne nå en enkelt aften sammen i Paris, inden Diana dagen efter ville sætte kurs mod England for at tilbringe tid med sine to sønner, William på 15 og Harry på 12 år.

Parret var dog ikke alene.

Fotograferne i Paris – op mod 30 styks – havde allerede fået nys om det celebre besøg, og i lufthavnen blev parrets Mercedes forfulgt af paparazzofotografer hele vejen mod Ritz Hotel.

På det tidspunkt havde Trevor Rees-Jones været Dianas faste livvagt de sidste otte uger.

Omkring klokken 17:42 forlod Trevor Rees-Jones og Dodi hotellet med kurs mod juveleren Repossi. Ni minutter senere vendte de tilbage til hotellet med to ringe.

En af ringene viste sig efterfølgende at være en specialfremstillet, stjerneformet ring med fem diamanter til en værdi af svimlende £130.000, lige over én million danske kroner.

Flere påstår efterfølgende, at det er en forlovelsesring, og at Dodis plan var at fri til Diana.

Sådan lyder det hvert fald efterfølgende fra juveleren, der solgte den dyre ring. Andre tæt på parret mener i dag, at der blot er tale om en “kærlighedsring”.

Den mislykkede plan

Med Trevor Rees-Jones kredsede om dem, forsøgte Diana og Dodi at nyde deres middag på fiskerestauranten L’Esparon.

Men på grund af al opmærksomheden – både fra gæsterne og de ventende fotografer ude foran – forskansede de sig kort efter inde på deres værelse, Imperial Suiten.

Deres plan var at forlade suiten – og ikke mindst hotellet – i løbet af aftenen. Og i et forsøg på at snyde de mange ventende fotografer valgte de at bruge en ny bil for at “snyde” fotograferne.

Diana, Dodi og Trevor Rees-Jones håbede, at fotograferne ville forblive ved Ritz Hotels hovedindgang, når de to “gamle” biler blev kørt i stilling foran hovedindgangen.

I virkeligheden befandt de sig nemlig ved den mere hemmelige bagindgang i en ny bil – også en sort Mercedes S280.

Planen lykkedes dog ikke.

Brat stop i betonpillen

Der var allerede en lind skare af tørstige fotografer på motorcykler, da den sorte Mercedes gassede op.

Diana sad på bagsædet, i højre side som ofte er tilfældet med “VIP’s”. Ved siden af hende sad Dodi, og på forsædet sad livvagten Trevor Rees-Jones, der som den eneste havde sikkerhedsselen spændt.

Chaufføren Henri Paul forsøgte at undslippe de nysgerrige fotografer ved at køre stærkt. Meget stærkt. Der var ingen tvivl om, at han slet ikke burde have siddet bag rattet.

Man måler efterfølgende en alkoholprocent på langt over det tilladte i hans blod.

Henri Pauls hasarderede køretur stoppede brat klokken 00.23.

Han mistede kontrollen over den sorte bil, lige som de var på vej ind i Pont de l’Alma-tunnelen.

Bilen svingede skarpt til venstre og bragede ind i en betonpille med en hastighed på omkring 105 kilometer i timen.

Henri Paul døde på stedet. Det samme gjorde Dodi, 41. Diana døde tre timer senere.

Kun Trevor Rees-Jones overlevede – svært kvæstet. Det var dog ikke kun hans krop, der var ødelagt. Det samme var hans hukommelse.

De fire manglende minutter

Trevor Rees-Jones fortalte efterfølgende, at han kun husker at stige ind i bilen – resten er sporadiske og nærmest ikkeeksisterende glimt i hans hukommelse. Med andre ord er der omkring fire minutter, han ikke husker – de fire minutter, hvor deres sorte Mercedes hviner gennem Paris’ gader for blot at blive knust mod betonpille nummer 13.

I et interview fra 2000 reflekterede han over det faktum:

– Jeg er den eneste, der kan fortælle folk det hele, og jeg husker intet. Det ville være så meget lettere, hvis jeg kunne huske. Jeg ville kunne fortælle folk om det, så alt det lort ville stoppe.

Med lort mente han konspirationshistorierne. De opstod lynhurtigt.

Folkets prinsesse var død, ingen kunne forstå det.

Og midt i sorgen blomstrede mystiske historier op, der angiveligt fortalte “den sande historie”.

Nogle fortalte, at det var det britiske kongehus, der i virkeligheden havde slået prinsessen ihjel. Andre konspirationshistorier mente at vide, at det var M16 – Englands efterretningstjeneste – der bar skylden og havde planlagt og udført ulykken.

– Det er din skyld

Efter ulykken flyttede Trevor Rees-Jones hjem til sin mor og stedfar i Shropshire. Selv fik han job i den lokale sportsbutik.

I 2000 udgav han sine tanker og ord i bogen “The Bodyguard’s Story: Diana, the Crash And The Sole Survivor”, men hans svimlende indtjening på $1,8 millioner blev nærmest ædt op af erstatningskrav og retssager fremsat af Al-Fayed-familien.

I 2016 fortsatte kritikken mod Trevor Rees-Jones. Dianas tidligere bodyguard Ken Wharfe tordnede mod Trevor Rees-Jones og udtalte, at den sorte Mercedes aldrig skulle have forladt Ritz hotellet den aften. Ken Wharfe mente, at Trevor Rees-Jones bar skylden.

– Jeg er stadig vred over, at hans team af “bodyguards” lod hende komme til skade, fortalte Ken Wharfe dengang.

Sandheden kommer ud

I 2008 blev der gennemført en retlig undersøgelse i forbindelse med ulykken. Trevor Rees-Jones blev endnu engang afhørt, og han fortalte følgende om den mareridtsagtige nat:

– Jeg har et glimt af, at vi stopper ved et lyskryds, og at der er en motorcykel på højre side af bilen. Jeg kan ikke huske andre biler, men husker motorcyklen ret tydeligt.

– Derfra er min hukommelse meget forvirrende. Jeg kan ikke huske smerten, men jeg kan huske, at der var megen forvirring. Jeg kan ikke huske, om der var nogen, der holdt mig eller gav mig behandling. Jeg kan huske, at nogen mumlede Dodis navn, men jeg ved ikke, hvem der sagde det. På den anden … hvis der ikke var andre end os, må det have været Diana, for det var en kvindestemme.

– Disse små glimt er svage, og jeg tvivler selv på dem, men jeg vælger at nævne dem, fordi de dukker op i min bevidsthed fra tid til anden.

Under sagen afviste Trevor Rees-Jones, at Dodi havde planer om at fri til Diana, ligesom han også nægtede at tro, at den britiske efterretningstjeneste på nogen måder havde noget med ulykken at gøre.

Desuden skulle Trevor Rees-Jones også forholde sig til det faktum, at chaufføren havde drukket.

Burde Trevor Rees-Jones ikke havde set det – og forhindret det?

Til det svarede livvagten:

– Der var ikke noget i Henri Pauls væremåde, der indikerede, at han havde drukket. Mit fokus var at skynde mig at spise en sandwich, og så ellers komme tilbage til mit arbejde.