Kongelige6. december 2024

Prinsesse Josephine på rollelisten i DR's julekalender: Alle vinder på det

Berlingskes teateranmelder og kongehusekspert Jakob Steen Olsen ville selv have valgt prinsesse Josephine, hvis han var julekalenderproducent
Nødeknækkeren
Betydningen af prinsesse Josephines medvirken i DR's julekalender "Tidsrejsen 2" er så sandelig til at få øje på, hvis man spørger Jakob Steen Olsen.
 Foto: Dan Mariegaard

LÆS OGSÅ: Scenelivet trækker i prinsesse Josephine: Stjæler showet gang på gang

Sjældent har en julekalender fået så meget omtale, som DR’s ”Tidsrejsen 2” har fået de seneste dage.

Årsagen er naturligvis den, at prinsesse Josephine onsdag kortvarigt gjorde sin entré i juleføljetonen.

Berlingskes teateranmelder og kongehusekspert Jakob Steen Olsen lægger da heller ikke skjul på, hvor stor betydning, det har for DR at have et kongeligt familiemedlem med på rollelisten.

- Det er da et kæmpe scoop, for nu taler alle om den julekalender. Alle vinder på det her, siger han til SE og HØR.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-12-06/DR-0820122.jpg
Prinsesse Josephines (th.) præstation i onsdagens afsnit er ifølge teateranmelder og kongehusekspert Jakob Steen Olsen bestået.
 Foto: Thomas Gerhardt, Ian N. Tomkins/DR

Kongehuseksperten har noteret sig, at kongehusets kommunikationschef Lene Balleby har understreget, at prinsesse Josephine har været til casting på lige fod som alle andre, hvilket han da heller ikke betvivler.

Han mener dog alligevel, at hendes navn og titel kan have haft en betydning.

- Hvis jeg var julekalenderproducent, ville jeg da gå meget langt for at få prinsesse Josephine med i min fortælling – netop fordi det er en smaddergod historie, siger han og tilføjer:

- Men det betyder ikke, at hun ikke er god. Jeg synes absolut, hun lever op til det, hun skal. Bare på baggrund af det, jeg har set (onsdagens afsnit, red), synes jeg, hun gjorde en god figur. Hun havde en meget levende mimik, lyder vurderingen fra den erfarne teateranmelder.

Det er, som tidligere nævnt, ikke kun DR, der vinder på Josephines medvirken i julekalenderen.

Det gør kongehuset i Jakob Steen Olsens optik også.

- Det er jo en god historie for kongehuset, for what’s not to like? En julekalender. Det kan jo ikke blive mere trygt, og der er lutter positive værdier forbundet med det, så derfor er det fint foreneligt med kongehusets image at lade hende optræde der. Ovenikøbet i bedste sendetid på nationalt fjernsyn. Så det er en win/win-situation, slår han fast.

Seerne møder for første gang karakteren Kate, der bliver spillet af prinsesse Josephine, i afsnit fire. Her rejser hovedpersonerne Romeo og Holly tilbage i tiden til år 1994, hvor de bl.a. møder Hollys forældre, Helene og Asger, som unge.

Her spiller Josephine rollen som Helenes veninde Kate – med rottehaler og iført denim-overalls. I hendes første tv-optræden er det sparsomt med replikkerne. Foreløbigt har seerne kun hørt Josephine sige "ja" i munden på sine medskuespillere.

I lørdagens afsnit får vi atter prinsesse at se i aktion, og denne gang har hun flere replikker.

Det er første gang, at prinsesse Josephine optræder i en tv-serie. Hun har dog før gjort sig bemærket på de skrå brædder.

I efteråret 2023 fik prinsesse Josephine sin skuespildebut i Eventyrteatrets forestilling ”Peter Pan”, hvor hun havde rollen som en af de såkaldte populusere – et naturfolk, der bor på Ønskeøen sammen med Peter Pan.

Sponsoreret indhold