Prinsesse Josephine scorer ny rolle i forestilling
Sidste år høstede hun klapsalver på scenen i Tivoli – og til efteråret sker det formentlig igen.
Her medvirker den 13-årige prinsesse Josephine nemlig endnu engang i en af Eventyrteatrets forestillinger.
Det skriver BILLED-BLADET, der har spottet prinsessens navn på rollelisten til den nye Tivoli-musical.
Helt konkret har Josephine fået en rolle i forestillingen ”Pinocchio”, der er skrevet og iscenesat af Kim Ace og Jeff Ace. De har ifølge Eventyrteatrets hjemmeside forvandlet det klassiske eventyr til et moderne eventyr, der er både medrivende og velegnet for hele familien.
Josephine og de andre medvirkende optræder første gang med den over to timer lange forestilling 4. oktober. Sidste forestilling er efter planen 20. oktober.
Sidste år medvirkede den kreative prinsesse i ”Peter Pan”. Dengang gik hun ifølge BILLED-BLADET under kunstnernavnet Josephine Sophia Ivalo. I år har hun forkortet navnet til Josephine Ivalo.