Prinsesse Märtha Louise er blevet forlovet med amerikansk shaman

Den norske prinsesse Märtha Louise er blevet forlovet med amerikaneren Durek Verrett, der også er kendt som shaman Durek.
Det oplyser parret i en pressemeddelelse tirsdag.
– Kærlighed dømmer ikke, hvor man kommer fra, eller hvem man er som mennesker. Kærlighed skaber bro mellem mennesker, kultur og religion.
– Og vi er glade for at have fundet hinanden på tværs af kontinenter, etnicitet og social baggrund, lyder det fra parret.
Offentliggjorde forhold i 2019
De to befinder sig i øjeblikket i Los Angeles, hvor 47-årige Durek Verrett bor.
Han kalder sig selv shaman – en slags åndemaner. Han hævder for eksempel, at han kan rotere med atomkerner og elektroner, så han kan gøre folk yngre.
Parret offentliggjorde deres forhold i maj 2019. Kort tid senere drog de på en foredragsturné ved navn "The Princess and the Shaman".
De fik en del kritik for foredragsturnéen – blandt andet for at blande kommercielle interesser sammen med Märtha Louises prinsessetitel.
Hjalp hende med eksmandens dødsfald
Den norske prinsesse har tidligere sagt, at parret overvejer at flytte til USA.
– Han ville som udgangspunkt gerne flytte til Norge, men så kom han til Norge, og det var ikke ligefrem sådan super hyggeligt, sagde hun sidste år til norsk TV 2 med henvisning til pressens skriverier om parret.
Prinsesse Märtha Louise var tidligere gift med forfatteren Ari Behn. De to blev skilt i 2017. I december 2019 tog Ari Behn sit eget liv.
Prinsessen har fortalt til norsk TV 2, at shaman Durek hjalp hende med at komme igennem tiden efter eksmandens død:
– Han var den eneste, der var der for mig, og som var til stede. Han var der meget for børnene i den periode. At han var der, var virkelig vigtigt.
Märtha Louise har børnene Maud Angelica (19 år), Leah Isadora (17) og Emma Tallulah (13). Hun fik børnene med eksmanden.