Prinsessedatter Leah Isadora Behn viser ny fyr frem
LÆS OGSÅ: Norsk royal influencer fejlagtigt erklæret død af AI-robot
Leah Isadora Behn er nummer seks i arvefølgen til den norske trone, men hun er hverken medlem af kongehuset eller kongelig. Til gengæld er hun barnebarn til kongen af Norge, og så er hun både model og influencer.
I øjeblikket er den 19-årige datter af prinsesse Märtha Louise på ferie med sin mor, hvor dagene står på solbadning ved både pool og strand. Det er dog ikke kun tanlines, Leah Isadora Behn viser frem på Instagram, hvor godt 131.000 profiler følger med i hendes liv.
Også en mørkhåret fyr får lov at dele opmærksomheden med prinsessedatteren – dog skjult mellem en række andre feriebilleder af blandt andet vandmelonsalat og solnedgang.
På billedet af den mystiske, formodede nye kæreste, ser man Leah Isadora Behn ligge på et håndklæde med sin udkårne bøjet ind over sig. Den endnu anonyme gut har en sølvkæde om halsen og en marineblå kasket på hovedet.
Influenceren har valgt at slå kommentarfeltet fra på opslaget, der er fem dage gammelt og har indkasseret et like fra blandt andre Märtha Louise.
Ifølge norsk SE og HØR er det dog ikke første gang, at Mr. X bliver vist frem på Leah Isadora Behns sociale medier. I juni, hvor prinsessedatteren blev student, delte hun nemlig en video på TikTok, hvor den nye fyr kysser hende på kinden.
Tidligere har hun dannet par med skuespilleren Max Campbell. Et forhold, som hun bekræftede i april 2023 og i oktober samme år fortalte om afslutningen på.
Udover at være barnebarn af kong Harald er Leah Isadora Behn også kendt for at lave reality-tv.