
Radiovært revser Harry og Meghan: Miljøhyklere!
I denne weekend var prins Harry, 37, og hertuginde Meghan, 40, i New York City, hvor de talte til Global Citizen Live.
Ifølge Daily Mail er der forlydender om, at det klimabevidste par er fløjet med privatfly fra deres hjem i Montecito til New York City, og det er faldet den australske radiovært Kyle Sandilands for brystet.
- Vi skal alle ikke tage nogen steder hen på ferie og bruge papirkopper. Men de kan flyve rundt i privatfly. Rend mig! Jeg vil også flyve i privatfly, raser han i The Kyle and Jackie O Show.
Artiklen fortsætter under billedet

Ved at flyve i privatfly udleder man 10 gange så meget CO2, som hvis man fløj med kommercielt fly. Foto: MEGA
Den 50-årige radiovært hæfter sig også ved, at Meghan under sine optrædener i New York City også var klædt i dyrt designertøj.
- Se mig i min 190.000 kr. dyre Dolce & Gabbana-kjole. Men I skal redde planeten. Nu går vi tilbage i vores privatfly og flyver hjem til Los Angeles, raser han, mens han imiterer Meghan.
Prins Harry har tidligere afsløret, at han og Meghan kun ønsker at sætte to børn i verden af miljøhensyn:
- To! Maksimalt! Men jeg har altid tænkt: Dette sted er til låns. Og så kloge, som vi er, eller så udviklede, som vi er, burde vi være i stand til at efterlade noget bedre til den næste generation, sagde prins Harry i et interview med Vogue tilbage i 2019.

