Royal arbejdshest: Prinsesse Benedikte er Margrethes evige støtte
LÆS OGSÅ: Sådan er det at være to'er
I modsætning til dronning Margrethe, der har trukket i håndbremsen, så har hendes fire år yngre søster Benedikte, som 29. april fylder 80 år, ingen planer om at lade sig pensionere.
Det er der da heller ingen grund til, for prinsessen fra Berleburg passer sit job til alles tilfredshed.
I de mere end 50 år dronning Margrethe regerede, har Benedikte loyalt bakket sin søster op og trådt til, når arrangementer skulle tilføres et royalt skær og ved alle andre lejligheder gennem deres lange fælles liv.
Benedikte var som barn meget genert, og derfor passede det hendes fint, at hun spillede en birolle i den kongelige familie. I modsætning til Margrethe elskede Benedikte af at være ”en fin dame”. Margrethe kunne godt drille sin lillesøster, der dengang var en anelse buttet, hvilket gjorde Benedikte voldsomt vred.
I bogen ”Benedikte, en kongelig prinsesse” siger dronning Margrethe, at lillesøsterens vældige ordentlighed og gode smag kommer fra deres mor, dronning Ingrid.
– Benedikte er i virkeligheden den mest kongelige af os.
Prinsesse Benedikte blev født under 2. verdenskrigs sidste fase som mellemste datter af kong Frederik IX og svenskfødte dronning Ingrid. Margrethe var fra starten den kreative, Benedikte den omhyggelige og pligtopfyldende og lillesøster Anne-Marie den eventyrlystne.
De roller har fulgt de tre søstre – som nu er enker og bedste veninder – lige siden.
Benedikte redder stadig mange ældre menneskers dag, når hun gang på gang besøger plejehjem, sniksnakker, sender et venligt smil og trykker hænder.
Hun varetager et hav af projektioner, som bringer hende rundt i kongeriget. Især har ridesport, heste samt spejderbevægelsen en stor plads i hendes hjerte, men også Alzheimerforeningen, pigekorene fra Frederiksborg slotskirke og Sank Annæ samt Osteoporoseforeningen har hendes opmærksomhed.
Interessen for heste opstod, da Benedikte var en lille pige. Ofte legede hun og Anne-Marie noget med heste.
– Når vi var på Trend, lavede de en form for manege, og så kommanderede Bendikte hende rundt i cirkel, højre om, venstre om. Benedikte havde fået et meget fint bælte med et bidselspænde, og stakkels Anne-Marie skulle så have bidslet i munden, afslører Margrethe i ”Benedikte, en kongelig prinsesse”.
Benedikte lader sig stadig indsætte som rigsforstander, når de andre i familien er bortrejst. Hun har en bolig på Amalienborg, så hun kan opholde sig i Danmark i længere tid, og hun får knap 1,4 millioner kroner om året for sin indsats.
For syv år siden blev prinsesse Benedikte enke, da hendes ægtefælle gennem 39 år døde. Prins Richard af Berleburg var familiens uhøjtidelige spradebasse, som elskede at udfordre sin kones pænhed.
Ingen livserfaring
– Kongelige har ikke den ringeste livserfaring. De lever et helt andet liv. Benedikte havde ikke prøvet noget, da vi mødtes, så hun var meget usikker og genert. Det er hun ikke mere, sagde han kort tid inden sin død med et stort grin.
Prins Richard lagde i øvrigt ikke skjul på, at han havde det fint med, at Benedikte i perioder passede sit job i Danmark.
Benedikte og Richard fik tre børn sammen; prins Gustav, prinsesse Alexandra og prinsesse Nathalie.
Gustav har overtaget ansvaret for Berleburg Slot, mens Alexandra er blevet gift for anden gang – denne gang med grev Michael Ahlefeldt-Laurvig. Nathalie er en dygtig dressurrytter, som flere gange har deltaget i OL med en bronzemedalje som bedste resultat.
Fem børnebørn er med til at berige prinsesse Benediktes hverdag. Den sidst ankomne, prins Gustav Albrecht – søn af prins Gustav og prinsesse Carina – er født samme dag som Danmarks konge; den 26. maj.