Sammenkog af adelige og kongelige: Logegryde
Castenskiold, Reedtz-Thott, Skeel, Wedell, Iuel-Brockdorff, Ahlefeldt-Laurvig, Wedell-Wedellsborg, von Pfeil und Klein-Ellguth, Bille, von Lowzow og Iuel-Brockdorff …
Man kunne blive ved. Listen over navne, der har gået eller går på Herlufsholm Kostskole svarer omtrent til at slå op i Dansk Adels Aarbog.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Baron-familien Reedtz-Thott bor i nærheden af Herlufsholm, så for dem er skolen et naturligt valg. Her konfirmeres 15-årige baron Holger, (th.), i Herlufsholm Kirke og gudmor Mary deltog naturligvis i højtideligheden. Holgers søskende baronesse Eloise, 13, og baron Ludvig, 17, flankerer far og mor; baron Otto, 68, og baronesse Helle Reetz-Thott, 48. (Foto: Lars H. Laursen)
At være født med en adelig baggrund indebærer for mange, at man som helt grøn og talgfyldt pubertetsbombe sendes til kostskolen ved Næstved for at lære, gå i skoleuniform og opbygge venskaber.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Forhenværende baronesse Caroline Flemings ældste søn Alexander, 18, blev som herlovianer konfirmeret i kirken ved Herlufsholm. Her ses han med mor og sine søskende Nicholas, 11, og Josephine, 15. (Foto: Jesper Sunesen)
For den skandaleramte kostskole har i århundreder været stedet, hvor adelens yngste har mødtes, og hvor de første korn til livsvarige og ubrydelige venskaber er blevet sået. En slags loge for eliten.
Med tiden har også ambassadører, danske forretningsfolk i udlandet, venner af kongefamilien og andre nyrige set det smarte og karrierefremmende i at betale et månedligt kontingent på minimum 13.000 kroner for at lade deres poder gnubbe sig op af ur-adelige von-dit og von-dat – eller hvis man er heldig; komme til at gå i klasse med en kongelig.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Balladen på Herlufsholm er under kontrol, sådan da, og prins Christian, 16, bliver hos sine adelige venner på Herlufsholm. (Foto: Keld Navntoft)
At kronprinsparret har valgt at lade deres ældste børn, Christian og Isabella, gå i skole på Herlufsholm er ingen overraskelse.
Margrethe skriver under
Christian og Isabellas fætter, prins og model Nikolai, blev i 2018 student fra Herlufsholm, og et hav af Mary og Frederiks venners børn er eller har været herlovianere, så kronprinsparrets børn ved godt, hvad de går ind til.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Prins Nikolai, 22, blev student og har lagt Herlufsholm bag sig – en enkelt gang forbrød han sig ifølge den tidligere rektor Klaus Eusebius mod skolens alkoholpolitik. (Foto: Kaspar Wenstrup)
Selv gik både kronprinsen og prins Joachim en overgang på fransk kostskole, da de var teenagere, men det skyldes udelukkende deres far, som mente, at en solid dosis fransk kultur, sprog, disciplin og dannelse kun kunne gavne dem.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kronprinsesse Mary, 50, der gennem Mary Fonden kæmper en brav kamp mod mobning, fik forleden luft for sin utilfredshed med tilstanden på kostskolen. Her ses hun med veninden Malou Skeel, 52, der er medlem af Herlufsholms bestyrelse. (Foto: René Schütze)
Dronningen har heller ikke gået på Herlufsholm. Margrethe lærte brøkregning og tyske gloser på en privatskole på Amalienborg, men hun har en særlig betydning for Herlufsholm, idet hun formelt udnævner forstanderen på kostskolen ved Næstved.
I praksis er det bestyrelsen på kostskolen, der beslutter, hvem der skal afløse den netop fyrede rektor Mikkel Kjellberg, men ansættelsen er først gyldig, når dronningen godkender den. Det foregår ligesom når hun underskriver love; hun sætter sin signatur på de papirer, der lægges foran hende.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Dronning Margrethe bestemmer også på Herlufsholm. Portrættet af majestæten hænger i skolens festsal. (Maleri af Thomas Kluge)
Kongefamiliens betydning for Herlufsholm understreges af det store portræt af dronningen, som er hængt op i kostskolens festsal. Kunstneren bag maleriet er Thomas Kluge, der bor i Korsør.
Opgør med traditioner
De tætte bånd mellem Herlufsholm og kongehuset er en garanti for, at prins Christian fortsætter sin gymnasieuddannelse på stedet, og for at prinsesse Isabella som planlagt bliver herlovianer efter sommerferien. Hvis der skal ske ændringer i relationen mellem kostskolen og kongehuset, så bliver det ikke Margrethe den II og hendes dansk/fransk/tysk/svensk/australske-blodede familie, der retter ind.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Komtesse Ingrid von Pfeil und Klein-Ellguth, 18, med mormor Benedikte, 78, på Herlufsholm. (Foto: Lars H. Laursen)
At det er Herlufsholm, der skal forandres, er bestyrelsen på Herlufsholm da også indstillet på. Efter TV 2’s dokumentarprogram om fingre i numsen og afstraffelse under den kolde bruser, er der allerede nu lagt i gryden til et opgør med traditioner, som har været en stor del af fortællingen om kostskolen, der blev opkaldt efter admiralen Herluf Trolle, hvis kone, hofdamen Birgitte Gøje, oprettede skolen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Den nyligt fyrede rektor Mikkel Kjellberg, 47, tager imod prinsesse Benedikte, der ofte besøger Herlufsholm – hendes barnebarn, komtesse Ingrid von Pfeil und Klein-Ellguth, er også herlovianer. (Foto: Hanne Juul)
Risikoen for at prins Christian bliver overfaldet eller udsat for andre overgreb, eller at han selv fristes til at lave noget dumt er i øvrigt slet ikke til stede.
Danmarks kommende konge er døgnet rundt overvåget af to livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste, og det vil nok lægge en dæmper på ondsindede elever, der skulle have lyst til at udfordre ham.