Skønne billeder afslører: Prins Vincent og prinsesse Josephine er med i Grønland
Lørdag satte kongeparret kurs mod køligere himmelstrøg – og nu afslører billeder, at dronning Mary og kong Frederik har taget ganske dejligt selskab med.
Parret har således deres to mindste børn – prinsesse Josephine og prins Vincent – med under deres officielle besøg i Grønland.
De 13-årige tvillinger har da også lidt grønlandsk islæt – hvis man kigger på deres navne. Begge bærer nemlig grønlandske mellemnavne – Vincent hedder Minik, og Josephine hedder Ivalo.
Kongefamilien skal være i Grønland indtil 6. juli, hvor der venter en masse spændende udflugter. Det er kongeparrets første officielle besøg i Grønland, siden de indtrådte som regenter.
Imens bliver kronprins Christian og prinsesse Isabella hjemme i Danmark, og mon ikke det passer 18-årige kronprins Christian ganske fint? Han har hvert fald ganske travlt med at feste og fejre, at han netop er blevet student fra Ordrup Gymnasium.
Mor Mary og far Frederik nåede inden afrejsen mod Grønland at overvære, at deres 18-årige søn fredag blev sendt ud på studenterkørsel – med alt, hvad det indebærer af musik og alkohol.
Nu kan kronprins Christian så fortsætte sin fejring uden mor og far, der altså er i Grønland.