Kongelige28. oktober 2022

Smuttur kostede næsten kvart million: Margrethe flyver for en formue

Forsvaret måtte sætte helikopter i vejret, da dronningen skulle uddele et ur midt i København
Dronning Margrethe
Når dronning Margrethe skal rundt i sit kongerige, står de gæve folk i Forsvaret ret og hjælper hende, hvis hverken hendes Krone-biler eller den kongelige togvogn kan bruges til opgaven.
 Foto: Lars H. Laursen

En garder var i juni den heldige og dygtige modtager af et ganske særligt guldur for at have været en god kammerat og en dygtig soldat.

Sådan et guldur er selvfølgelig værdifuldt, og skatteyderne har da også betalt for det godt og grundigt.

For det var dronningen, der på den solbeskinnede junidag kom forbi Rosenborg Kaserne midt i København, mindre end halvanden kilometer fra Amalienborg Slot, for at overlevere uret.

Men i disse dage befandt Margrethe sig ikke i de sædvanlige gemakker i det københavnske. Hun var i stedet i sit aarhusianske hjem, Marselisborg Slot. Heldigvis for hende slap hun for den lange køretur mellem den jyske og den sjællandske hovedstad.

Dronning Margrethe
Det var en kostbar oplevelse, da garder Laustsen blev hyldet med et ur for at være en god kammerat med højt humør. Dronningens transport til arrangementet kostede 237.655 kroner.
 Foto: Lars H. Laursen

Sviptur

For Forsvaret fyrede op under en helikopter, som tog turen fra Flyvestation Karup til Marselisborg for at samle regenten op, så hun kunne overlevere uret til den trofaste garder om formiddagen klokken 10.

Da Årsdagsparaden var slut, fløj helikopteren tilbage til Jylland og satte dronningen af på Gråsten Slot, viser Forsvarets egen opgørelse af udgifter til kongehuset.

Dronning Margrethe
Dårligt vejr spændte ben for, at dronningen kunne tage kongeskibet Dannebrog til Anholt under sit sommertogt, så Forsvaret tilkaldte en helikopter – det kostede 427.779 kroner.
 Foto: Jesper Sunesen

Her står også det beløb, som det har kostet Forsvaret at servicere dronningen med transport på denne dag: 237.655 kroner – en pris, som gør selv DSB konkurrencedygtige.

Tog flere ture

Den mellemstore AW101-helikopter har været i luften to andre gange i løbet af første halvår af 2022.

Dronning Margrethe
Den røde løber var rullet ud, da Margrethe åbnede det nye hospital i Gødstrup ved Herning. Her var hun blevet hentet i København af en helikopter fra Karup, der efterfølgende fløj regenten til Fredensborg, før den tog tilbage til Midtjylland. Samlet pris for Forsvaret: 332.717 kroner.
 Foto: Martin Høien

I forbindelse med dronningens sommertogt var der helikopterassistance under et besøg på Anholt, der kostede 427.779 kroner, og i april kostede transporten til indvielsen af Regionshospitalet Gødstrup 332.717 kroner.

Helikopterflyvningerne er sket i EH101 Merlin-maskiner. De er ifølge Forsvarets hjemmeside primært beregnet som redningshelikoptere og til transport af soldater, men kan bruges til mange ting – for eksempel som støtte til politiopgaver.

Danmark købte 14 EH101-helikoptere i 2001. Den ene havarerede i Afghanistan under en landing i 2014, men er siden blevet genopbygget og flyver nu igen.

Helikopter
Det er Flyvevåbnets store EH101-helikopter, der har transporteret Margrethe og hendes følge. Den har plads til 25 passagerer.
 Foto: Niels Henrik Dam

Sponsoreret indhold