Kongelige13. november 2023

Spansk journalist: Kronprins Frederik og Genoveva Casanova har mødtes i flere måneder

En spansk journalist mener at vide, at den danske kronprins og mexicanske jetsetter har set til hinanden i flere måneder
Flere oplysninger om relationen mellem kronprins Frederik og Genoveva Casanova ser nu dagens lys.
Flere oplysninger om relationen mellem kronprins Frederik og Genoveva Casanova ser nu dagens lys.
 Foto: Hanne Juul, Raúl Terrel/AP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Medie: Genoveva Casanova og kronprins Frederik kender hinanden fra jagtmiljøet og mødes flere gange om året

Efter det spanske medie Lecturas i sidste uge bragte billeder af kronprins Frederik, 55, og Genoveva Casanova, 47, sammen i Madrid, har stormvejret raset omkring det danske kongehus.

Efterfølgende har Casanova pure afvist historien, mens kongehuset nægter at kommentere private forhold, og meget mere har de involverede parter ikke udtalt sig om relationen mellem den danske kronprins og mexicanske jetsetter.

Derfor har spanske journalister været på noget af et gravearbejde for at kaste mere lys over relationen mellem de to, der ifølge Lecturas tilbragte en aften og nat sammen i Madrid den 25. oktober.

Tidligere har den spanske underholdningsjournalist Susanna Griso via kilder i miljøet erfaret, at kronprins Frederik og Genoveva Casanova kender hinanden fra jagtmiljøet, og nu supplerer El Mundo-journalisten Eduardo Verbo med yderligere informationer.

Mystiske ture og gaver

I "La Otra Crónica", som er et tillæg til El Mundo, fremlægger journalist Eduardo Verbo en lang række informationer om relationen mellem kronprinsen og Casanova, som han har erfaret.

Han fortæller, at Casanovas egen omgangskreds i flere måneder har undret sig over, hvem der inviterede hende på eksklusiv jagt i Østrig, til fest et sted i Centraleuropa og på hotelophold på eksklusive hoteller.

Ifølge Eduardo Verbo fortalte Genoveva Casanova end ikke sine nærmeste, hvem der inviterede hende, og de havde bestemt ikke regnet med, at hendes "rejsemakker" var en dansk kronprins, forlyder det ifølge journalisten.

Ydermere afslører journalisten i El Mundo, at det var en fælles ven, som også er mexicansk, der introducerede de to for hinanden for flere måneder siden. Den spanske journalist hævder ydermere, at Casanova siden da har modtaget gaver, er taget på "mærkelige ture" og er begyndt at dyrke en ny omgangskreds bestående af "danske intellektuelle".

Intet romantisk

Genoveva Casanova har tidligere over for det spanske medie Vanitatis slået fast, at der intet romantisk er mellem hende og kronprins Frederik:

– Jeg vil gerne gøre det meget klart, at jeg ikke har noget forhold til ham, som det bliver sagt, har Casanova udtalt til Vanitatis.

– Vi er venner, og billederne beviser ikke noget. Bortset for dem, der vil forvrænge billederne og se noget, der ikke er. Vi har fælles venner, og jeg vil ikke fortælle hvem. De er mine venner, lød det yderligere fra Casanova.

Sponsoreret indhold