Kongelige17. november 2023

Spansk medies frist er overskredet, og intet er sket: Derfor får Genoveva Casanova nok ikke sin vilje

Det spanske medie har sit på det rene, og selv om fristen for berigtigelse af historien om kronprins Frederik og Genoveva Casanova er overskredet, så er det ikke sandsynligt, at vi får en retssag, siger jurist og kommentator Anne Sofie Allarp
Fristen for berigtigelsen er udløbet, men endnu har Genoveva Casanova ikke bekræftet, at hun tager sagen til domstolene.
Fristen for berigtigelsen er udløbet, men endnu har Genoveva Casanova ikke bekræftet, at hun tager sagen til domstolene.
 Foto: Lars H. Laursen, MEGA

Læs også: Genoveva Casanova bryder tavsheden: – Jeg er knust

Onsdag i denne uge markerede en særlig frist.

Nemlig den som den 47-årige mexicanskfødte kendiskvinde Genoveva Casanova gav det spanske ugeblad Lecturas, da hun krævede, at de bragte en berigtigelse af artiklen om hende og den danske kronprins Frederik i det trykte blad.

Og her over syv dage efter kan vi således konstatere, at Lecturas ikke har valgt at efterkomme dette krav. Konsekvensen ville ifølge Genoveva Casanovas offentlige udmelding være klar: Hun ville hive mediet i retten, hvis ikke de bragte et dementi.

Dog er det ikke sandsynligt, at vi kommer til at opleve en langtrukken retssag mellem modellen, tv-personligheden og skuespillerinden og det spanske medie.

Det fortæller Anne Sofie Allarp, der er kommentator, forfatter og jurist, og som har bredt kendskab til spansk kultur efter at have boet i Spaniens hovedstad, Madrid, over flere år.

– Først og fremmest vil en retssag tage lang tid og koste mange penge, og Lecturas har øjensynligt ikke tænkt sig at gøre noget. En potentiel retssag vil alene bringe mere opmærksomhed omkring historien, fortæller hun til SE og HØR.

– Jeg forestiller mig, at hvis der bliver anlagt en retssag, så vil den formentlig blive lagt ned igen. Jeg forestiller mig ikke, at man vil sætte alle sejl til for at gå ind i en retssal og formentlig tabe den. Det ville være virkelig mærkeligt, og kun tjene til at historien får endnu mere opmærksomhed. Og den vil formentlig ikke resultere i, at hun ville blive tilkendt noget som helst.

Anne Sofie Allarp.
Anne Sofie Allarp er jurist og har boet flere år i Spanien.
 Foto: Mathias Svold/Mathiassvold/Ritzau Scanpix

Da Casanova kort efter udgivelsen af billederne af hende og kronprins Frederik, forlangte en berigtigelse af historien i Lecturas, var det ikke nødvendigvis et kløgtigt træk ifølge Anne Sofie Allarp.

– Hendes adfærd i det hele taget – især med det her krav - har ikke resulteret i, at hun har kunne lægge historien ned. Det har kun gjort, at der er kommet mere luft under historien. Rent kommunikationsteknisk er det ikke en fornuftig ting at gøre, og rent juridisk vil hun formentlig intet ud af det, lyder det.

Antyder ikke noget

En del af forklaringen på, at det spanske medie ikke har fundet det rimeligt at bringe Genoveva Casanovas ønskede dementi, skal ifølge jurist og kommentator Anne Sofie Allarp findes i det faktum, at billederne – og den medfølgende reportage – forholder sig ganske nøgternt til historien.

– De antyder jo faktisk ikke noget, udover at de konstaterer, at de var der på det tidspunkt, og så lader de resten flagre i vinden, siger Anne Sofie Allarp.

Genoveva Casanova benægter et romantisk forhold til kronprins Frederik.
Genoveva Casanova benægter et romantisk forhold til kronprins Frederik.
 Foto: Raúl Terrel/AP/Ritzau Scanpix

Hun fortsætter:

– Her ser vi faktisk en større detaljerigdom i hendes tekst, og det kan man jo godt undre sig over. Hun forsøger at fremstå som en, der gerne vil slukke en ildebrand, men det får hun altså bare ikke rigtig held med her.

– Er det et udtryk for, at Lecturas har sit på det rene, når de nu ikke har valgt at komme med denne berigtigelse, som Genoveva Casanova har ønsket?

– Nu er det jo ikke muligt for mig at være inde i deres hoveder på redaktionen, men Lecturas har deres på det rene, vurderer jeg absolut. Nu er jeg jo jurist, og jeg har faktisk læst i Spanien, men jeg har ikke haft medieret dernede. Men i Danmark er det jo sådan, at billeder er er taget på offentlig vej, er lovlige. Man kan ikke sige, at det er en krænkelse at blive fotograferet på offentlig vej. Og jeg går ud fra, at det også et sådan i spansk lovgivning.

Kæmpe pengemaskine

Anne Sofie Allarp understreger, at man her bør vide, at den spanske sladderpresse er i en helt anden liga end herhjemme.

– Det er en kæmpe pengemaskine – også for individerne, der bliver omtalt, siger hun, før hun også betoner, at hun i denne sammenhæng dog ikke ønsker at bidrage til spekulationer om, hvorvidt historien er blevet plantet af Casanova selv.


Dog påpeger hun:

– For en kendt person er dette ikke nødvendigvis dårlig omtale. Det kan omvendt være utroligt mange penge værd. Dermed ikke sagt, at det er det, hun har gjort, men hvis man er en berømthed, så kan denne type omtale booste ens brand enormt, fortæller Anne Sofie Allarp.

Det er endnu uvist, hvordan Genoveva forholder sig til den manglende berigtigelse.

Læs meget mere om billederne af kronprins Frederik og Genoveva Casanovas møde her:

Sponsoreret indhold