Stor dag for kronprins Christian: Har fået hue på
Kronprins Christian er mandag gået en magisk tid i møde.
Han har nemlig fået hue på og kan dermed kalde sig student fra Ordrup Gymnasium.
Og der er store smil at spore hos både studenten samt familien, der også er mødt op for at tage del i festlighederne.
SE og HØR er naturligvis til stede for at dække den store begivenhed, og kronprinsen, der nyder et velfortjent glas bobler, har da også et par ord til pressen.
- Jeg er meget glad og tilfreds. Det er fornøjelse at blive student. Jeg er glad, lyder det fra kronprinsen, der også røber lidt om, hvad den kommende tid byder på:
- Jeg kommer jo nok ud og ser verden og prøver mig selv af på nye måder og forberede mig på forskellige ting.
Kronprins Christian, der ikke ønsker at røbe, hvilken karakter han har fået i huen, fortæller dog, at han var oppe i faget SRP.
Kronprins Christian er student!
Han skal fejre resten af dagen sammen med sine venner og familie. Men fejringen slutter bestemt ikke her.
Fredag er der nemlig dimission for alle de dimitterende elever klokken 10.30, hvor eksamensbeviserne bliver uddelt. Og traditionen tro skal de nyudklækkede studenter bagefter ud at give den gas i studentervognene.
Måtte skifte skole
Det er ikke alle tre år, som kronprins Christian har brugt på gymnasiet i Charlottenlund.
Tidligere var han nemlig elev på Herlufsholm Gymnasium - men her nåede kronprinsen kun at gå i et lille års tid, da han i 2022 måtte skifte skole, efter dokumentaren "Herlufsholms hemmeligheder" afslørede yderst kritisable forhold på kostskolen.
Efter pres fra offentligheden valgte hans forældre at trække ham ud af skolen og rykke ham til Gymnasiet i Nordsjælland i stedet.