Tager Casanova med i graven: Frederiks evige hemmelighed
LÆS OGSÅ: I familie med Genoveva Casanova: Sælger dansk villa for millioner
Denne fredag kan kongeparret fejre et jubilæum, som de nok helst ville være foruden.
Den dag er det nemlig et år siden, at Frederik – Danmarks daværende kronprins – blev fanget på billeder af spanske fotografer, mens han hyggede sig hos en mexicansk veninde i den spanske hovedstad Madrid.
Fotograferne ventede uden for hendes lejlighed, hvor vennerne tilsyneladende overnattede, før Frederik næste morgen gik rundt i gaderne og ventede på en vogn, der kunne køre ham til lufthavnen.
Alt imens Mary var på hårdt arbejde i USA, hvor hun passede sine officielle pligter som et af Danmarks vigtigste ansigter udadtil.
Et år er altså gået, men de måbende danskere – og spaniere – er stadig ikke blevet det mindste klogere på, hvad det egentlig var, Frederik lavede.
Selv om han i mellemtiden er blevet forfremmet til konge, har det skortet på interview med det danske statsoverhoved – kun en enkelt optræden på TV2 sammen med Mary er det blevet til, og her blev Frederik ikke spurgt til den sviptur, som store dele af Danmark talte om for et års tid siden.
– Det er mit indtryk, at det er ved at synke lidt ned i glemslen, siger historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.
– Nu er det bare noget, der er lidt svært at forstå – for det er svært at forstå, at en voksen mand i hans stilling tror, at han kan tosse rundt, uden at nogen kigger, siger historikeren.
Ingen forklaring
Heldigvis for Frederik tyder det altså på, at danskerne ikke længere går til daglig og tænker ”gad vide, hvad han lavede dernede i Spanien?” – men det kan hurtigt ændre sig, hvis han pludselig bliver set med en mystisk kvinde igen en anden gang.
– Man har jo den gode, danske talemåde: ”En gang er ingen gang, men to gange er en dårlig vane”. Så vi husker det nok, men det betyder ikke noget.
Men bliver der en anden gang, så er fanden løs, siger Sebastian Olden-Jørgensen, som ikke regner med, at vi nogensinde får en forklaring på kongens aparte tur til Madrid for et år siden.
I stedet må Genoveva Casanovas skygge altså følge ham resten af hans dage.
Svarer ikke
Efter afsløringen i det spanske medie Lecturas sidste år krævede Genoveva Casanova via sin advokat, at magasinet trak artiklen tilbage og i øvrigt skrev en berigtigelse, hvoraf det skulle fremgå, at der bestemt ikke er nogen romantisk relation mellem mexicaneren og danskeren.
Mystik og lav profil
I løbet af året har Genoveva Casanova, som ellers har givet massevis af interviews i Spanien gennem tiden, ikke sagt et pip om sit møde med den danske konge.
Kort tid efter artiklerne sidste år, valgte hun at lukke sin Instagram-profil ned – men til stor glæde for hendes flere end 80.000 følgere vendte hun tilbage igen, så alle kunne følge med i hendes ferie på Maldiverne.
Men kun ganske få opslag er det blevet til efter pausen på det medie, hvor hun ellers tidligere gjorde sit for at promovere sit glamourøse liv for de mange fans, der også nød at se hende i tv-optrædener såsom ”Masterchef” og ”Hvem holder masken?”.
Også tv-kameraerne har savnet Casanova det sidste år. De spanske medier følger stadig eksmodellen tæt – som f.eks. i maj, hvor moderen til to blev set i Madrids gader på cykel.
Skete dette ikke inden syv dage, ville Casanova ”iværksætte retslige handlinger”, lød det i et åbent brev. Mere har man ikke hørt fra Genovevas lejr.
SE og HØR har kontaktet både Genoveva Casanova og hendes advokat, Emilio Ramírez Matos, for at høre, om de har igangsat retslige handlinger mod Lecturas – og i øvrigt høre nærmere om Casanovas venskab med den danske konge.
Ingen af dem har reageret på henvendelserne.