Til privat nytårsfest med dronning Margrethe: Sådan var stemningen
Det blev en nytårsaften, som de færreste formentlig glemmer – og særligt for skuespiller Joen Bille.
Han og hustruen Bente Scavenius var blandt den lille håndfuld, der fejrede årets sidste – og historiske – dag med dronning Margrethe på Amalienborg.
Overfor B.T. lægger skuespilleren ikke skjul på, at det var en ”mærkelig aften”, men også en dejlig én af slagsen:
- Dronningen var glad og veloplagt. Det blev en meget, meget hyggelig og selvfølgelig mindeværdig aften. Vi var heller ikke mere end fem personer, siger Joen Bille til B.T.
Han fortæller, at de naturligt nok talte om dronningens overraskende udmelding, men kun ”kort”, som han formulerer det. Og så ønsker skuespilleren ellers at holde detaljerne skjult, da det var en privat nytårsfest, som han beskriver det.
Foruden Joen Bille og hans hustru Bente Scavenius deltog også Dorte Foss og Birgitta Hillingsø, der er dronning Margrethes nære veninder.
Birgitta Hillingsø fortalte tidligere i dag, at hun er ganske overrasket over dronningens beslutning, men at hun på samme tid synes, at det er den rigtige.