Kongehuset trodser tekniske EM-problemer: - Det ser godt ud
Hele Danmark holder lige nu vejret, mens det danske landshold spiller EM-kvartfinale mod Tjekket.
Også i det danske kongehus bliver der fulgt med i den spændende fodboldkamp, der efter første halvleg stod 0-2 til de danske drenge.
Men på det fine slot var teknikken ikke helt med på, at det altså var i dag, at den store kamp skulle spilles. På Instagram har kongehuset nemlig delt et opslag, der viser, at fodboldkampen lige nu ses på en lille computerskærm.
- Teknikken fejlede, men gudsketakkelov for et alternativ, lyder det i opslaget.
- Trods størrelsen er det med spænding, at vi følger tæt (meget tæt) med i aftenens store kamp….. og det ser godt ud!
Hvis man skal tro billedet, der er blevet delt af kongehuset, så er det ingen ringere end prins Christian, der har reddet dagen og sørget for at resten af familien kan se kampen på det, der ligner en Mac-computer.
Hyldest til Eriksen
Prinsen bærer på billedet endnu en gang den landsholdstrøje, han også bar, da han sammen med sin fader, kronprins Frederik, overværede kampen, Danmark spillede mod Rusland i Parken i juni måned.
Den 15-årige prins bærer nemlig Christian Eriksens spillernummer, nummer 10, som en hyldest til midtbanespilleren, der på tragisk vis faldt om under den første EM-kamp.
Se opslaget her: