Turbulent år for det norske kongehus: Sygdom og skandaler

LÆS OGSÅ: Norsk medie beklager til kongehus: Erklærede dronning Sonja død
Tirsdag kunne det norske kongehus meddele, at dronning Sonja er udskrevet fra rikshospitalet i Oslo.
Hun blev mandag hasteindlagt på grund af vejrtrækningsproblemer, men er ifølge kongehuset igen stabil.
Dronningen er dog sygemeldt resten af ugen.
Hendes indlæggelse er blot en ud af mange helbreds-forskrækkelser, som det norske kongehus har stået overfor de seneste par år.
I starten af 2025 måtte dronningen gennem en større operation for at få indopereret en pacemaker, da hun under en skitur blev ramt af hjerteflimmer.
Ligeledes fik hendes mand, kong Harald, for et godt et år siden brug for en permanent pacemaker.
I marts 2024 blev den norske konge hastet hjem til Norge fra en privat ferie med hustruen i Malaysia.
Det skete efter, han i flere dage havde været indlagt på et malaysisk hospital på grund af en alvorlig infektion - og efterfølgende fik han implanteret en midlertidig pacemaker grundet lav hjertefrekvens.
I en dokumentar, der udkom i februar i år, afslører kongeparret, at det på daværende tidspunkt stod så slemt til med Haralds helbred, at han var tæt på at dø.
- Det var først og fremmest et chok. Man bliver bange. Jeg tænkte, at jeg måske skulle rejse hjem alene. Det var ikke en rar tanke, fortæller dronning Sonja i programmet.
- Da jeg blev syg, var der pludselig vældig langt hjem. Så var vi pludselig vældig langt væk, husker kong Harald.
Helbreddet er forståeligt nok altså ikke, hvad det har været for den norske konge, der tidligere på året rundede 88 år.
Flere skandaler
Det er dog ikke kun sygdom, som det norske kongehus har måtte forholde sig til det seneste stykke tid - der er nemlig også en del skandaler at tage sig af.
For tiden er kronprinsesse Mette-Marits søn Marius Borg-Høiby indrullet i en større sag, hvor han blandt andet er sigtet for vold, trusler og overgreb.
I den forbindelse er han ad flere omgange blevet anholdt - senest i november hvor han blev sigtet for voldtægt uden samleje.
Samtidig er kongeparrets datter, prinsesse Märtha Louise, også genstand for flere uheldige overskrifter.
Det skyldes hendes ægteskab til den selvudnævnte shaman Durek Verret, der i efteråret blev anklaget for at have begået overgreb.
Ligeledes bragte norsk SE og HØR gamle lydoptagelser, hvor shamanen angiveligt indrømmer at have haft sex med flere af sine patienter.