KrimiI går

12-årig overfaldet og røvet af pigebande i Aarhus-bydel

En 12-årig pige blev overfaldet og røvet af en gruppe jævnaldrende piger i bydelen Brabrand i Aarhus. Da politiet ankom forsøgte pigebanden at stikke af
En 12-årig pige blev overfaldet og frarøvet sin mobiltelefon og hævekort af en gruppe jævnaldrende piger i Aarhus.
En 12-årig pige blev overfaldet og frarøvet sin mobiltelefon og hævekort af en gruppe jævnaldrende piger i Aarhus.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En 12-årig pige blev søndag aften udsat for spark og slag af en gruppe jævnaldrende piger i Aarhus-bydelen Brabrand.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det var en patruljebil fra Østjyllands Politi, der blev opmærksomme på overfaldet, da betjentene kom kørende ad Inger Christensens Gade i Brabrand søndag aften kl. 18:20.

Her rettede moren til den 12-årige pige henvendelse til betjentene og sagde, at hendes datter kort forinden var blevet udsat for et voldeligt overfald af en gruppe teenagepiger.

Udover at være blevet slået og sparket, havde den 12-årige pige også fået frarøvet sin mobiltelefon og sit hævekort.

Angiveligt var overfaldet sket, efter at den 12-årige havde haft en konflikt med en anden pige i området. Da pigen efterfølgende tog til Brabrand med en veninden for at mødes med pigen, som hun havde en kontrovers med, blev den 12-årige overfaldet af pigebanden.

Ikke langt fra gerningsstedet fik de fremmødte betjente hurtigt kontakt til en større gruppe unge mennesker, som havde overværet episoden, og som blandt andet også havde filmet det.

Kort efter fik politiet kontakt til en gruppe piger, som stod i et parkeringshus i nærheden. Ifølge et vidne var det den samme gruppe af piger, som havde overfaldet den 12-årige.

Da gruppen af teenagepiger så politiet forsøgte de i første omgang at stikke af. Det lykkedes dem dog ikke, og de blev kortvarigt tilbageholdt, hvor de erkendte, at de havde kendskab til overfaldet.

Betjentene har sikret sig identiteten på de fire mindreårige piger og har kontaktet deres pårørende. De sociale myndigheder er også blevet orienteret om sagen, grundet pigernes lave alder.

Sponsoreret indhold