13-årig piges far: - Jeg kan ikke sove
Opdateret: Artiklen er blevet ændret, så pigens navn og billede er fjernet, da hun er vendt hjem i god behold.
LÆS HER: Mor efter 13-årig datter blev fundet: – Verdens lykkeligste mor
Det er en ulykkelig far, der i de her dage venter på, at hans 13-årige datter vender hjem.
På nuværende tidspunkt frygter politiet ikke, at der er sket en forbrydelse, men pigens far Sven Hillebrenner er bekymret for datteren.
- Jeg håber på at få et livstegn fra hende, og at hun er i god behold. Jeg skal nok hente hende, uanset hvor hun er. Jeg savner min datter så sindssygt meget, og jeg kan ikke sove. Hvis nogen ser eller hører noget, skal de endelig give besked, siger han til TV SYD.
Også pigens mor Sarah gennemgår i disse dage "et helvede", har hun tidligere forklaret til SE og HØR.
– Jeg har det af helvedes til mildt sagt. Jeg ville aldrig ønske det for nogen.
Den 13-årige pige har været meldt savnet i seks dage og det er atypisk for hende at tage hjemmefra uden, at man kan få fat i hende, lyder det fra hendes mor.
- Det, der bekymrer mig er, at hendes telefon er slukket, og vi ikke kan få fat i hende. Den plejer altid at være tændt. Hun er nærmest afhængig af den.
Pigen beskrives som 13 år gammel, 160 centimeter høj, almindelig af bygning og har lyst/brunt, langt hår
Hun blev sidst set iklædt en hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, cowboybukser og et par hvide/guld/sorte Nike-sko.
Ved man, hvor hun opholder sig eller har øvrige oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.