To 15-årige drenge er blevet sigtet for at have udøvet hærværk på i alt 18 busser og seks biler, der holdt parkeret hos et busselskab ved Nyholmsvej i Randers.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Politiet tilføjer, at flere ruder er blevet knust, mens en pulverslukker er blevet tømt i en af busserne.
Det vurderes, at der er sket skader for flere hundredtusinde kroner.
En patrulje sikrede spor på stedet og gennemså busselskabets videoovervågning, efter at politiet modtog anmeldelsen om hærværket klokken 08.50 søndag.
Politiet fik hurtigt mistanke til de to 15-årige og anholdt dem i løbet af søndag formiddag i henholdsvis Favrskov og Randers.
Det er usikkert, hvornår hærværket skulle have fundet sted.
Politiet oplyser til Ritzau, at de unge drenge ikke er blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Drengenes forældre og de sociale myndigheder er blevet underrettet.
Sagen skal nu efterforskes nærmere, lyder det.