16-årige Farhad forsvundet på anden måned: Politiet leder stadig
I mere end to måneder har Sydøstjyllands Politi ledt efter 16-årige Farhad fra Vejle.
Han blev sidst set to dage før, han blev efterlyst, på Hummelkærsvej/Baunevej i Vejle natten til lørdag den 9. april.
Her var Farhad iklædt en sort jakke, sorte bukser og sorte sko.
Jyllands-Posten Vejle har snakket med efterforskningslederen i sagen, der fortæller, at de stadig leder efter den unge mand.
- Der er ikke de store ændringer rent efterforskningsmæssigt. Vi har efterlyst ham nationalt og internationalt, og vi prøver så vidt muligt at holde familien ude af det,« siger efterforskningsleder Jens Lyng Michelsen til JP Vejle.
16-årige Farhad beskrives således:
Cirka 170 centimeter høj, vejer omkring 65 kilo, er spinkel af bygning og har sort hår samt brune øjne.
Ser du Farhad eller har oplysninger om, hvor han kan befinde sig, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 114.