Krimi9. september 2024

17-årig dræbt med knivstik: Kan ikke udelukke flere gerningsmænd

Anklageren udelukker ikke, at der kan være flere gerningsmænd på fri fod i sagen om den 17-årige dreng, der blev knivdræbt natten til søndag i Vigerslev
Politiet var til stede ved Kulbanevej i forbindelse med knivstikket.
Politiet var til stede ved Kulbanevej i forbindelse med knivstikket.
 Steven Knap/Ritzau Scanpix

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisterne på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: 17-årig dreng dræbt med knivstik

I skrivende stund bliver fem unge mænd i alderen 18 til 26 år fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Alle er anholdt og sigtet for drabet på den 17-årige dreng - der blev dræbt med knivstik natten til søndag ved Kulbanevej i Vigerslev i København.

Mændene er sigtet efter straffelovens paragraf 237.

SE og HØR er til stede i Dommervagten i København, hvor en dommer netop har afgjort, at dørene skal lukkes af hensyn til politiets efterforskning i sagen.

Derfor kan pressen ikke høre de sigtedes forklaring i sagen. Og hvordan de forholder sig til sigtelsen.

Ifølge anklagemyndigheden er mændene sigtede for "i en forening" eller med "fælles foregående forståelse" at have dræbt den 17-årige med knivstik.

Kort før pressen blev lukket ud af retslokalet sagde anklager Monica Pedersen, at man ikke kan udelukke, at der i skrivende stund kan være flere gerningsmænd på fri fod.

Flere pårørende var mødt op i retten mandag formiddag. En af de sigtede forsøgte flere gange at kommunikere med personerne på tilhørerækkerne, og han fik flere gange besked på at stoppe.

Det endte med, at en betjent til sidst måtte stille sig foran den sigtede, så han ikke kunne se personerne - som han forsøgte at kommunikere med - på tilhørerrækkerne.

Politiet arbejdede på stedet i Vigerslev søndag.
Politiet arbejdede på stedet i Vigerslev søndag.
 Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

Det var søndag klokken 02.24, at politiet fik en anmeldelse om et slagsmål i Vigerslev i København.

Mens Københavns Politi var i området, fik de en meddelelse fra Hvidovre Hospital, om at en person var indbragt med knivstik.

Og det var den 17-årige dreng.

- Han er afgået ved døden kort efter ankomst til hospitalet, sagde vicepolitiinspektør Simon Hansen fra Københavns Politi søndag.

Politiet har i skrivende stund endnu ikke oplyst, om drabet kan være banderelateret.

Sponsoreret indhold