En 17-årig dreng er blevet bragt til Rigshospitalet i alvorlig tilstand efter et knivstikkeri tirsdag aften på Amager i København.
Det oplyser central efterforskningsleder Kenneth Hviid Simonsen.
Politiet søger vidner til knivstikkeriet, der foregik ved bebyggelsen Rødegård sent tirsdag.
- Vi fik anmeldelsen klokken 23.07 og rykker hurtigt derhen.
- Her træffer vi en ung mand på 17 år, som er stukket med en kniv, siger Kenneth Hviid Simonsen.
- Han er bragt til Rigshospitalet i alvorlig tilstand, tilføjer han.
Efterforskningslederen oplyser klokken 01.15 natten til onsdag, at politiet fortsat er i gang på gerningsstedet, hvor politihunde søger efter spor.
Politiet leder efter flere gerningsmænd, men det er endnu for tidligt at fastslå et motiv.
- Vi har meget sparsomme signalementer fra de vidner, vi har truffet omkring gerningsstedet, så vi er interesserede, hvis nogen har set eller hørt noget i området her til aften, siger Kenneth Hviid Simonsen.