Krimi2 timer siden (opd. 1 time siden)

17-årig dreng overfaldet og kidnappet af fire andre unge

Det hele fandt sted i Viborg lørdag aften. Efter at have været kidnappet i en times tid blev den 17-årige dreng befriet

En 17-årig dreng blev lørdag aften overfaldet og taget til fanget af i hvert fald fire andre unge i Viborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi søndag formiddag.

Efter en times tid blev den tilfangetagne dreng befriet.

I en skov nær Viborg opdagede en politipatrulje lyskegler fra en bil og fandt her offeret, oplyser politiets vagtchef.

Fire unge i alderen fra 16 til 18 år er anholdt i sagen. En anklager vil søndag bede en dommer om at varetægtsfængsle dem. Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Viborg.

Ifølge politiet stod frihedsberøvelsen på i cirka en times tid.

Bilen med den unge i skoven blev fundet klokken 22.39, oplyser vagtchefen.

En times tid forinden havde politiet fået de første anmeldelser fra vidner, der i byen havde set den 17-årige blive overfaldet.

- Den unge har blandt andet fået skader i hovedet, siger vagtchefen.

Den 17-årige dreng blev slået, sparket og sprøjtet med peberspray, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge vagtchefen kan flere end de fire mistænkte have deltaget i overfaldet.

Det hele begyndte, da den 17-årige efter aftale skulle aflevere en jakke til nogle bekendte på stationen i Viborg, oplyser vagtchefen til TV Midtvest.

Politiet har rejst sigtelse om frihedsberøvelse, vold og røveri.

Sponsoreret indhold