19 år gammel sag: Anholdt for drab på kæresten og tvillingebabyer
LÆS OGSÅ: Dansk musiker overfaldet i sit hjem
Det indiske politi har muligvis fået et gennembrud i en drabssag, som stammer helt tilbage fra 2006.
For nu er to personer blevet anholdt i forbindelse med sagen om 24-årige Ranjini, der blev fundet død sammen med sine tvillingebabyer for 19 år siden i den indiske by Kollam, som er en by i den sydindiske delstat Kerala.
Det skriver People, som citerer flere indiske medier.
Det er Ranjinis daværende kæreste, den 42-årige arkitekt Divil Kumar B, der sammen med en mulig medgerningsmand, 48-årige Rajesh P., er blevet anholdt i drabssagen.
Ifølge Ranjini var hendes daværende kæreste faren til tvillingebabyerne, som kun var 17 dage gamle, da de blev fundet dræbt sammen med deres mor.
Nu er den daværende kæreste sammen med den mulige medgerningsmand blevet sigtet for drabene på Ranjini og tvillingebabyerne.
De to mænd blev anholdt 4. januar og fremstillet for en dommer i delstaten Kerala. Dommeren besluttede, at de drabssigtede mænd skulle varetægtsfængsles.
Ifølge People levede de to indiske mænd under falske identiteter, da de blev anholdt af politiet i sidste uge.
Nægtede faderskabet
Det indiske politi gik i gang med efterforskningen af drabssagen tilbage i februar 2006, da 24-årige Ranjini og hendes tvillingebabyer blev fundet døde af Ranjinis mor.
Divil Kumar B nægtede, at han var faren til Ranjinis børn, hvorfor han af de indiske myndigheder blev beordret til at tage en DNA-test.
Og nu er det politiets opfattelse, at Divil Kumar B besluttede at dræbe sin daværende kæreste og hendes børn ihjel, så han slap for at tage DNA-testen.
Ifølge politiet fik han medgerningsmanden Rajesh P. til at begå drabene.
People skriver, at politiet tilsyneladende har fået gennembrud i drabssagen ved hjælp af kunstig intelligens samt billedsøgning, hvilket fik dem på sporet af de drabsmistænkte mænd.
En dommer skal nu vurdere, om der er nok beviser til at dømme de to indiske mænd for drabene.