19-årig kvinde voldsomt forbrændt: Håndsprit eksploderede i ansigtet på hende
Birgittes datter er kun lige begyndt at kunne spise små bidder med kartofler, siden hun fredag blev voldsomt forbrændt, da et stearinlys og en håndsprit skabte en lille eksplosion.
Det gør ondt at bruge musklerne i kæberne, og maden må ikke være for varm på grund af helingsprocessen omkring munden.
Det fortæller den stakkels 19-årige kvindes mor, Birgitte Bendtsen, til SE og HØR.
Selv foretrækker datteren ikke at få sit navn bragt.
Hygge blev til mareridt
Fredag aften omkring spisetid var hun sammen med sin kæreste og en ven på café og værtshus i Kolding.
Flasker med håndsprit stod placeret behørigt på bordene, men det samme gjorde levende lys, og da kæresten ville åbne den lille beholder med sprit, ramte spritdampende tilsyneladende flammen.
Her opstod hvad der bedst kan beskrives som en lille eksplosion, og ilden fik fat i datterens hår.
Forbrændingerne spredte sig herefter til hendes ansigt og en del af den ene arm.
- De unge mennesker fortæller, at det hele går lynhurtigt. Heldigvis er en bartender ved at tørre borde af i nærheden, og reagerer hurtigt ved at hælde vand på min datter, fortæller den rystede mor.
Birgittes datter er derfor i øjeblikket indlagt på Odense Universitetshospital med andengradsforbrændinger. Helt pakket ind i forbindinger.
- Efter omstændighederne har hun det godt. Men altså, hun får nok nogle ar, fortæller Birgitte Bendtsen, der har delt den chokerende oplevelse på facebook.
Her har foreløbigt 4,8 tusinde delt oplsaget, mens ønsker om god bedring strømmer ind til datteren.
Svært at forestille sig
Birgitte Bendsten fra Fyn er mildest talt rystet over, at eksplosionen overhovedet kan ske.
- Det er helt surrealistisk. Altså det er jo helt normalt at man ser håndsprit på borde med lys. Det er så svært at forestille sig, at det overhovedet kan ske, lyder det fra den tydeligt berørte mor til SE og HØR.
Birgitte deler det voldsomme billede af datteren i et håb om at folk bliver mere opmærksomme på faren ved alkoholisk håndsprit og åben ild.
- De unge mennesker skal vide, det er farligt. Det samme skal café- og barejerne, selvfølgelig. Folk bliver jo fulde og måske tænker de ikke lige en ekstra gang over lige at have sprittet af, før de tænder en cigaret for eksempel, siger hun.
Huden helt skrællet af
Kort efter eksplosionen blev der naturligvis ringet efter em ambulance, som hentede kvinden på værtshuset.
Birgitte fortæller, at det også for både vennen og kæresten var et stort chok, at så voldsom en eksplosion kunne opstå på grund af sprit og levende lys.
- Kæresten, som blot åbnede den lille dispenser ved at trykke låget op, har slet ikke kunne sove den efterfølgende nat. Han var så chokeret efter at have set min datteres forbrændinger i ansigtet. Han fortalte, at huden nærmest var skrællet af.
"Ingen skal opleve hvad min dejlige datter har oplevet," skriver Birgitte i sit opslag, der afsluttes med et rødt hjerte.