20-årig student stadig ikke fundet: Helikopter er stoppet med at lede
Natten til lørdag hoppede tre studenter i hver deres kajak og drog ud på Nørresø i Viborg.
Kun to af dem kom op igen. En 20-årig mand er forsvundet, og nu, over et halvt døgn senere, er han fortsat ikke fundet.
Det er til trods for, at der er benyttet både almindelige politipatruljer, hundepatruljer, både fra Beredskabsstyrelsen, overfladesvømmere samt en helikopter i eftersøgningen.
Nu er helikopteren stoppet med at lede. Det skriver TV Midtvest.
Ifølge mediet stoppede helikopteren omkring klokken 17.00.
Trods den massive eftersøgning, er der ikke noget nyt om den forsvundne student.
Den tragiske situation har blandt andet fået flere studenter i Viborg til at aflyse studenterugen for nu.
Ifølge dem giver det ikke mening at fortsætte fejringerne, imens en student i nærheden er forsvundet.