Krimi4 timer siden

21-årig skyldig i mishandling af tv-kendis: Onsdag afgøres hans skæbne

Onsdag bliver en 21-årig mands fremtid afgjort ved Retten i Aarhus - står det til anklagemyndigheden skal han idømmes en forvaringsdom
En 21-årig mand risikerer at bruge mange år bag tremmer, hvis anklagemyndigheden lykkes med at få ham idømt en forvaringsdom - det bliver afgjort senere onsdag.
En 21-årig mand risikerer at bruge mange år bag tremmer, hvis anklagemyndigheden lykkes med at få ham idømt en forvaringsdom - det bliver afgjort senere onsdag.
 Foto: Ernst Van Norde/Bt-Bt/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: 21-årig frikendt for drabsforsøg på tv-kendis: - Jeg fortryder det, der er sket

Er en 21-årig mand så farlig, at han udgør en fare for sine omgivelser?

Det mener anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, hvorfor de senere onsdag har bedt et nævningeting ved Retten i Aarhus om at idømme den voldsdømte unge mand en forvaringsdom.

Den unge mand er blevet kendt skyldig i en lang stribe af voldsforhold begået mod en kvinde - som er kendt fra dansk tv - igennem deres godt og vel ti måneder lange og voldsomme forhold.

I sidste uge blev den 21-årige, til stor jubel for de fremmødte tilhørere, frikendt for at have forsøgt at slå kvinden ihjel, ligesom han blev pure frikendt for to påståede frihedsberøvelser.

Han blev derimod dømt for flere tilfælde af grov vold, hvor han ifølge nævningetinget har banket og mishandlet den kendte kvinde - derudover blev han blandt andet dømt for at have udsat kvinden for psykisk vold igennem hele deres forhold.

- Jeg fortryder det, der er sket, fortalte den unge mand fra vidneskranken, da han i sidste uge fik mulighed for at sige det sidste ord i sagen.

9mm pistol bullets and handgun on black table.
Den 21-årige mand blev i sidste uge også kendt skyldig i at have været i besiddelse af en skarpladt pistol ved flere lejligheder. Ifølge nævningetinget satte han også pistolen for panden af den danske tv-kendis, men han havde ikke til hensigt at slå hende ihjel - derfor blev han kun dømt for trusler og ikke drabsforsøg, som anklagemyndigheden ellers havde tiltalt den unge mand for.
 Foto: Colourbox

Stor uenighed om straf: Forvaring eller fængselsdom

Onsdag i sidste uge blev skyldskendelsen sagt foran omkring 20 tilhørere ved Retten i Aarhus samt to uniformerede betjente og fire medarbejdere fra Kriminalforsorgen - retssagen har til tider været lidt af et tilløbsstykke, hvor der gentagne gange har været "ballade" i retten, som anklager Birgitte Ernst har beskrevet det.

Anklageren brugte i sidste uge en god halvanden times tid på at argumentere for, hvorfor den 21-årige skal idømmes en forvaringsstraf for sine forbrydelser mod tv-kendissen.

Hvis ikke retten finder en forvaringsstraf passende, mener Birgitte Ernst, at den unge mand skal idømmes otte års fængsel.

Det var forsvarer Glenn Verding Hein ikke overraskende meget uenig i.

- Var han blevet kendt skyldig i de øvrige forhold, så havde vi vel været oppe i livstid, lød det lettere sarkastisk fra Glenn Verding Hein for en uge siden.

Ifølge den garvede forsvarer skal hans klient ikke idømmes mere end fire års fængsel - og han mener egentlig, at det er nærmere tre et halvt års fængsel.

Mentalerklæring: - Han er farlig for kvinder

Efter skyldskendelsen - der tog omkring en times tid - blev det tid til fremlæggelse af den tiltaltes mentalerklæring.

Anklager Birgitte Ernst havde på forhånd meddelt retten, at hun ville nedlægge påstand om en forvaringsdom til den tiltalte, hvorfor hun skulle bruge tid til at fremlægge den 21-åriges mentalerklæring.

Her kunne hun blandt andet læse op, at retspsykiatrisk hospital i Aarhus mener, at den unge mand er dybt dyssocial, og at han har svært ved at leve sig ind i andres følelser.

Derudover beskrev hun en til tider kaotisk ungdom, hvor den 21-årige allerede i en tidlig alder havde udvist "ballademageradfærd," som det stod beskrevet.

Som 16-årig udviklede han et misbrug af cannabis og tramadol (smertestillende opioid red.), som han siden har kæmpet med.

Ifølge mentalerklæringen har den 21-årige også ophøjede tanker om sig selv, ligesom han ifølge rapporten har narcissistiske træk.

Han har siden barndommen hængt ud med ældre venner, som har fået ham i problemer - senere i ungdommen har han ifølge mentalerklæringen haft berøring med flere bandegrupperinger.

Det er tidligere i sagen kommet frem, at den 21-årige har relationer til Brabrandgruppen, som er en bandegruppering i det vestlige Aarhus.

- Han er udadreagerende og bruger vold og trusler for at få sin vilje, læste anklager Birgitte Ernst op fra mentalerklæringen.

Hun gjorde flere gange meget ud af at fortælle, at anklagemyndigheden mener, at den 21-årige er til fare for sine omgivelser - og særligt kvinder.

- Han vil særligt kunne udgøre en fare i tætte relationer med kvinder, hvor han kan reagerede voldeligt, hvis han bliver presset i forholdet, læste anklageren op for retten.

På trods af den omfattende mentalerklæring vurderede Retslægerådet dog, at det ikke nødvendigvis var påkrævet med en forvaringsdom for at forhindre ny ligeartet kriminalitet - hvilket retspsykiatrisk hospital i Aarhus ellers anbefalede.

Derfor argumenterede forsvarer Glenn Verding Hein også meget kraftigt for, at hans klient slet ikke er egnet til at få en forvaringsdom.

- Jeg læner mig op ad eksperternes udtalelser i den her sag, og de mener altså ikke, at min klient skal idømmes en forvaringsstraf, lød det fra forsvareren.

Den 21-årige har da også kun en enkelt voldsdom i bagagen, hvilket er lettere usædvanligt i en sag, hvor der bliver nedlagt påstand om forvaring.

Glenn Verding Hein slog da også på tromme for, at Retslægerådet havde lavet en vurdering om tiltalte, som om han ville blive kendt skyldig i hele det omfattende anklageskrift - også drabsforsøg og frihedsberøvelse.

- Selv her var det Retslægerådets vurdering, at min klient ikke er farlig.

- Derfor skal han selvsagt heller ikke have en forvaringsdom, slog forsvareren for nævningetinget.

Domsafsigelse 14.30

Onsdagens retsmøde bliver - hvis alt går efter planen - en kort fornøjelse.

Ifølge planen nævningetinget med de tre juridiske dommere og seks nævninge ind i retssal 3 ved Retten i Aarhus klokken 14.30, hvor der kort tid efter vil blive afsagt endelig dom i sagen.

Her får den 21-årige og tv-kendissen endelig afsluttet den langtrukne sag, som er blevet behandlet over syv retsmøder.

SE og HØR dækker sagen i vores liveblog om sagen fra 14.00

Sponsoreret indhold