22-årig kvinde dræbt: Ottende drab på kvinder i år

Hvert år bliver 12 kvinder i gennemsnit slået ihjel af deres nuværende eller tidligere partnere.
Men indtil nu er allerede seks kvinder blevet slået ihjel i år, hvor politiet formoder, at drabet er blevet begået af den mandlige partner.
Det skal der gøres noget ved, skrev ligestillingsminister Trine Bramsen tidligere i år på Facebook.
MAND OG KVINDE ANHOLDT
Sydøstjyllands Politi fik torsdag klokken 12.30 en anmeldelse om, at en 22-årig kvinde var hårdt såret på en adresse på Violvej i Kolding.
Den unge kvinde blev fundet med alvorlige læsioner på overkroppen, og afgik senere torsdag eftermiddag ved døden.
En 30-årig mand og 29-årig kvinde, der var til stede, da kvinden blev fundet, blev kort efter politiets ankomst anholdt.
Fredag klokken 11 fremstilles begge i grundlovsforhør, sigtet for drab. Her skal en dommer tage stilling til, om de to skal varetægtsfængsles.
Efter politiets opfattelse kendte de to personer offeret i forvejen.
KEDELIG TENDENS
I 2022 har vi allerede nu haft flere kedelige sager, hvor kvinder er blevet slået ihjel.
Ingen glemmer formentlig Mia Skadhauge Stevn, der i februar forsvandt efter en bytur. Her sidder en 36-årig mand fortsat varetægtsfængslet, mistænkt for at stå bag drabet på den unge 22-årige kvinde.
Men vi skulle ikke langt ind i det nye år, før det første drab – som politiet formoder er et partnerdrab – blev begået ved Amager Strandpark.
De seneste år er 12 kvinder i gennemsnit blevet dræbt af deres partnere, men fortsætter tendensen for 2022, vil det tal med stor sandsynlighed blive større.
MISTÆNKTE PARTNERDRAB BEGÅET I 2022:
2. januar:
24-årig kvinde bliver fundet dræbt i en bil, der er kørt i vandet ved Amager Strandpark.
- Politiet mistænker hendes 24-årige kæreste for at have kvalt eller kværket hende til døde.
22. januar:
50-årig kvinde bliver stukket med kniv og får efterfølgende skåret halsen over.
- Hendes 53-årige samlever anholdes og sigtes for drab. Ved et grundlovsforhør nægter han drab, men erkender vold med døden til følge.
29. januar:
27-årig kvinde bliver stukket ihjel på asylcenter i Løgumkloster.
- Politiet anholder efter drabet hendes 32-årige mand, der senere bliver varetægtsfængslet, mistænkt for at have slået sin kone ihjel.
21. februar:
47-årig kvinde findes dræbt i Esbjerg. Politiet offentliggører senere, at kvinden er blevet dræbt. Kvindens 52-årige mand bliver senere fundet død i en bil i Oksbøl.
22-23. april:
73-årig kvinde kvæles ihjel i Svendborg.
- Kvindens 72-årige mand indrømmer senere, at han har kvalt sin kone, og bliver på den baggrund varetægtsfængslet, mistænkt for drab.
16. maj:
52-årig kvinde bliver kvalt af sin kommende eksmand i et parcelhus i Slagelse.
- Det ”slog klik”, udtaler kvindens 54-årige samlever. Han bliver efterfølgende varetægtsfængslet, mistænkt for drab.