Krimi17. november 2023

23-årig mand stjal vodka - og truede politibetjente med køkkenkniv

Manden havde tabt en flaske vodka, som han ikke havde betalt for

Det er altid en god ide at betale for sine varer - ellers kan man havne i problemer, hvilket en 23-årig mand gjorde torsdag.

Han havde nemlig tabt en flaske vodka i et supermarked, som han ikke havde betalt for.

Og da personalet forsøgte at stoppe den 23-årige, samlede han flasken op og truede med at kaste den efter medarbejderne.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Ordensmagten fandt efterfølgende ud af, at den 23-årige mand er uden fast bopæl, og han blev anholdt torsdag.

Politikredsen skriver, at manden under anholdelsen greb en stor køkkenkniv, som han truede politibetjentene med.

Den 23-årige blev dog hurtigt afvæbnet og taget med til politistationen.

Manden er nu sigtet for trusler mod politiet, butikstyveri samt trusler og overtrædelse af knivloven.

Da den 23-årige tidligere er dømt for trusler og overtrædelse af knivloven, bliver han fremstillet i grundlovsforhør i dag, fredag.

Sponsoreret indhold