Tre mænd er blevet sigtet for uagtsomt manddrab, efter at en 24-årig mand nytårsnat mistede livet i en fyrværkeriulykke på Nyborgvej i Odense.
Det oplyser Fyns Politi tirsdag.
Politiets efterforskning peger på, at det sandsynligvis var ulovligt fyrværkeri, der kostede en 24-årig mand livet nytårsnat.
Fyns Politi formoder, at de tre sigtede og den 24-årige sammen havde anskaffet fyrværkeriet.
De tre mænd er derfor også sigtet for brud på fyrværkeriloven.
Fyns Politi har fundet billeder af det fyrværkeri, der blev brugt på Nyborgvej nytårsnat. Politiet vurderer, at der er tale om en særdeles kraftig og ulovlig type fyrværkeri.
Ifølge politikommissær Morten Ravn er der ifølge eksperter tale om en meget kraftig krysantemumbombe, som kun professionelle fyrværkere må benytte.
- Den efterforskning peger på, at man i forening har købt noget ekstremt farligt og ulovligt fyrværkeri.
- Man har også planlagt at fyre det af, og det gør man her klokken tolv, hvor en person på tragisk vis afgår ved døden, siger Morten Ravn til Ritzau og advarer mod det ulovlige fyrværkeri.
De sigtede mænd er henholdsvis 22, 26 og 29 år. De er alle fra Fyn.
Politikommissæren fortæller til Ritzau, at alle fire mænd var til nytårsfest sammen, da den 24-årige affyrede krysantemumbomben.
Efterforskningen skal klarlægge de nærmere omstændigheder, hvorfor Fyns Politi ikke har yderligere oplysninger, lyder det tirsdag.
Fyrværkeriulykken blev anmeldt nytårsnat klokken 00.06.
Nytårsdag fortalte politiets vagtchef Torben Jakobsen, at de foreløbige undersøgelser tydede på, at den 24-årige havde antændt noget fyrværkeri, som eksploderede tæt på hans ansigt.
Der var flere mennesker i området, og en anden person kom lettere til skade ved ulykken.
- Jeg kan bekræfte, at den ene af de sigtede også kom til skade ved ulykken, siger Morten Ravn.