Krimi29. januar 2021

26-årig mand fængslet: Sendte dødstrusler til Mette F.

En 26-årig mand fra Hobro er varetægtsfængslet i fire uger
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210104_jsu6076.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

Det er anden gang på en uge, at statsminister Mette Frederiksen (S) modtager dødstrusler.

Det skete igen torsdag. Denne gang fremsendte en 26-årig mand fra Hobro dødstrusler til Mette Frederiksen på Twitter.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet anholdte manden klokken 20.40 torsdag, hvor han blev taget med på stationen.

- Trusler af den kaliber mod statsministeren er særdeles alvorlige. Og derfor har vi i går anholdt og sigtet manden for disse trusler, siger politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Claus Danø.

I et grundlovsforhør fredag er den 26-årige mand blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Søndag og mandag blev tre mænd ligeledes varetægtsfængslet for trusler mod Mette Frederiksen. De blev fremsat til en Men in Black Demonstration i København. Her hængte de tre mænd en mannequin-dukke op af statsministeren, hvor der hang et skilt med dødstrusler om halsen.

- Der er intet, der tyder på, at den 26-årige mand har nogen relationer til Men in Black. Det er der intet i vores efterforskning, der tyder på, siger Claus Danø til SE og HØR.

Nordjyske skriver, at manden var noget brødebetynget og flov, da han blev fremstilliet i grundlovsforhøret.

Ifølge SE og HØR's oplysninger havde manden fremsat truslerne på sin Twitter-profil og i en række diskussioner.

Manden skrev: 'Hun må og skal aflives' og 'Hendes tid vil komme, hvor hun vil komme til at stå til ansvar, hun vil blive dømt' blandt mange andre ting.

- Han vedgår, at han har skrevet tingene, men han fortæller, at han ikke ville føre dem ud i livet, siger politiinspektøren.

Den 26-årige er sigtet for at overtræde straffelovens § 266 og § 119, stk. 1 vedrørende trusler, ligesom han er sigtet jf. straffelovens § 115, der kan give strafskærpelse på indtil det dobbelte, fordi truslerne i den konkrete sag er fremsat mod statsministeren.

- Dét understreger alvorligheden af sagen. Trusler på livet og lignende mod dem, der fører regeringen, er helt uacceptabel, og det skal man afholde sig fra. Gør man det alligevel, skal man påregne at blive anholdt og varetægtsfængslet, lyder det fra politiinspektøren.

Afbrændt dukke

Søndag blev to mænd varetægtsfængslet for at have lavet en dukke, der forestillede Mette Frederiksen. Om halsen på dukken hang der et skilt, hvor der blandt andet stod:

'Hun må og skal aflives'.

Dukken blev hængt op i en lygtepæl på Julius Thomsens Plads på Frederiksberg til en Men in Black demonstration. En person antændte dukken med en fakkel.

De to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger. Mandag blev endnu en mand varetægtsfængslet i fire uger i samme sag.

Sponsoreret indhold