28-årig tiltalt for hærværk og racisme: Overmalede mangfoldighedsbænk
I april 2019 opstillede Aarhus Kommune en regnbuefarvet mangfoldighedsbænk i Ceres Park ved byens fodboldstadion.
Bænken blev sat op som støtte til en FCK-spiller, der var blevet mødt af homofobisk tilråb.
To måneder senere blev bænken overmalet og påklistret logoet for Den Nordiske Modstandsbevægelse.
På bevægelsens hjemmeside nordfront.dk kan man læse, at bevægelsen "propaganderer", så folk "skal få et positivt billede af modstandsbevægelsen og nationalsocialismen".
Mandag står en 28-årig mand ved Retten i Aarhus tiltalt for blandt andet hærværket. Der var ifølge anklagemyndigheden tale om organiseret hærværk og en hadforbrydelse.
Han er også tiltalt for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b - også kendt som racismeparagraffen. Det skyldes et opslag på nordfront.dk.
Foruden billeder af den hærværksramte bænk indeholdt opslaget stærkt nedværdigende og forhånende udsagn om homoseksuelle.
Blandt andet blev der skrevet, at hærværket mod regnbuebænken blev udført "så normale mennesker igen kan benytte bænken uden at blive mindet om unaturlig livsstil og fordærvet adfærd", fremgår det af anklageskriftet.
De to forbrydelser skal ifølge anklagemyndigheden være begået sammen med en nu 30-årig mand, som tidligere er dømt i sagen.
Den 30-årige blev også kendt skyldig i flere tilfælde af religiøst motiveret hærværk - blandt andet omfattende hærværk mod en jødisk gravplads i Randers. Dommen lød på ni måneders fængsel.
Endelig er den 28-årige sammen med to andre mænd på 23 og 24 år tiltalt for hærværk mod Spartakus Bogcafé i Aarhus. Bogcaféen har rødder i det kommunistiske studentermiljø.
Ifølge anklageskriftet fik de tre mænd hjælp af en nu 41-årig mand, der deltog i planlægningen og forsynede dem med remedier.
Han blev i 2020 idømt et års fængsel for at have planlagt eller deltaget i flere former for hærværk rettet mod jøder, homoseksuelle og venstreorienterede.
Den 28-åriges forsvarer, advokat Jesper Håkonsson, har ingen kommentarer forud for retssagen.
Dommen ventes at falde onsdag.