29-årige kvinde anholdt og sigtet for drab i Gjern
En 29-årig kvinde er anholdt og sigtet for drab på en udenlandsk kvinde i Gjern.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi mandag i en pressemeddelelse.
Klokken 11.27 modtog politiet en anmeldelse om, at en kvinde var fundet med flere knivstik på kroppen på en adresse ved Gjern.
Trods forsøg på livreddende førstehjælp blev den udenlandske kvinde erklæret død omkring en halv time senere.
Nationaliteten på den afdøde kvinde, oplyses ikke.
Det skyldes, at det endnu ikke er lykkes politiet at underrette pårørende til den udenlandske kvinde
Mandag aften klokken 19.50 har politiet anholdt den formodede gerningskvinde, som er sigtet for drab. Hun vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.
Midt- og Vestjyllands Politi vurderer, at der er tale om en enkeltstående hændelse. Derfor bør borgere i lokalområdet ikke være bekymrede, lyder det.
I forbindelse med efterforskningen efterlyser politiet borgere, der har set en grå Open Corsa 2004 i området.
- Vi har fortsat flere efterforskningsskridt. Vi har blandt andet brug for at kortlægge en stjålet Opel Corsas færden i løbet af dagen i dag, siger efterforskningsleder Theis Thylstrup i pressemeddelelsen.
- Vi håber derfor, der er nogle borgere derude, som har set bilen holde et uvant sted eller på anden vis har bemærket det her køretøj i løbet af dagen mandag. Er der det, så hører vi meget gerne om det på telefon 114, siger han.
Gjern ligger i Silkeborg Kommune.